MIDTFYNS: Maya Albana Trio – en 3-4 stykker.
Maya Albana er for de fleste en gammel kending, der samtidig med at de fleste kender hende, har opretholdt en vis form for mystik. Hvad spiller hun egentlig for noget?
Lige for tiden spiller hun med sin trio der består af hende selv på vokal, Camille Jones på keyboard, trommemaskiner og kor, og guitaristen Margrethe Björklund, der også griber pedalsteelen her og dér. Med på Katapultscenen på Midtfyn var desuden Jens Jones på minitrommesæt/percussion.
Der bliver skudt meget med spredhagl i sættet. Der er et par følsomme ballader, en del rå elektroniske PJ Harvey’ske rocknumre, og skam også et countrynummer eller to. Lidt svært at følge med rundt i, men de 3, der ligesom musketererne altså egentlig er 4, fik kædet det hele sammen til en flot og meget umelodisk-lækker på den poppede måde, koncert. Mayas single fra i år “God Bless Education”, viser desuden at der også tekstmæssigt er tænkt over tingene, og Frk. Albana er også dejlig knepsk i hendes mangefarvede univers. Lidt synd var det dog at netop denne sangs omkvæd, var blevet “rettet ud” fra den skæve taktart 7/8, til den almindelige 4/4.
Camille Jones skal lige fremhæves for at støje rigtig meget, på den fede måde, på hendes trommemaskiner, og mooglignende keyboards. Meget flot arbejde. Der var faktisk i det hele taget ikke meget at sætte en finger på, men alligevel: I de lidt mere hårdtslående numre kunne jeg VIRKELIG godt bruge et regulært trommesæt, og måske også en bassist. Det havde gjort forskellen imellem “Fedt!”, og “JA FOR FAEN!”