Lampshade – afskærmet personlighed

Min umiddelbare reaktion var “Spændende!” da Lampshades kontrollerede intro og første afdæmpede nummer blev afløst af et udbrud af hidsig melankolsk støjrock, der skulle blive toneangivende for resten af koncerten på Loppen fredag aften. Under introen stod guitaristen, bassisten og hornblæseren med ryggen til publikum i hættetrøjer. Det samme sad trommeslageren i, mens den yndige forsanger og keycontroler Mariarebekka var klar til at indtage publikum med sin stærke, på en gang skærende og skinnende vokal.

Og publikum, der for en stor del havde taget sideplads på gulvet foran scenen, så da også et godt stykke af vejen ud til at blive indtaget af musikken, der fortsatte både dygtigt og stilrent. Stærkt støjende, og alligevel blidt og med en god sans for lydbilledets sammensætning.

Orkestret leverede en god musikalsk præstation, men jeg kom godt nok til at savne noget mere melodi hist og pist og nogle opbrud iblandt de ret så enslydende numre. Også Mariarebekkas flere steder næsten rettighedskrænkende Björk-lignende vokal og facon trak fra i mit regnskab. Og det virkede påtaget mere end noget som helst andet, da hun satte sig med ryggen til publikum under sine tre keyboards (hvoraf de to i øvrigt var ret så overflødige) og pustede sæbebobler for sig selv.

Den form for kontakt med publikum, eller nærmere mangel på samme, fortsatte med bassisten Johannes’ næsten endnu mere tendentiøse facon. Ved Gud, det var poppet da han med påtaget ømhed introducerede gruppens fredsang efter 11/09//01. Nummeret i sig selv var der ikke noget galt med, men lige præcis dén introduktion gjorde det klart, at Lampshade ikke tror nok på musikken i sig selv.

Helhedsindtrykket af et sceneshow, der virkede mere gennemtænkt end gennemført og mere påtaget end personligt, blev fuldendt i slutningen af den ordinære spilletid, hvor bassisten (igen!) sammen med hornblæseren, der også gav den på guitar, stormede ud blandt det stadig siddende publikum for at fyre den helt af. Det virkede mest af alt som nøje planlagt desperation, og jeg forlod koncerten med en ærgerlig følelse over en ufølsom og upersonlig håndtering af en musikstil, hvis grundlæggende elementer netop er følsomhed og personlighed.