Jay-Z

Jay-Z tog hele hiphop verdenen på sengen, da han annoncerede, at han ville forlade musikken for at varetage karrieren som “businessman”. Det opkommende album The Black Album skulle være det uigenkaldeligt sidste fra Shawn Carter. Det storslåede punktum for en relativt kort, men enormt produktiv karriere, med ikke færre end 9 (!) albums siden sin debut i 1996. Og ganske apropos “business” havde Jay-Z naturligvis valgt at droppe nyheden om sit exodus fra hip-hop land, to måneder før udgivelsesdatoen, så forventningerne kunne nå et leje, der ville gøre Jigga til den mest omtalte og hypede person i hip-hoppen, for derefter “PUF”; at forsvinde og kun efterlade den måbende offentlighed med albummet og legenden om “Jigga”.

En klassiker er hvad der efterstræbes: Albumcoveret er knaldsort og minimalistisk, som en tidløs beskyttende kasse om en dyrebar skat og tracklisten er skabt af nogle de største producere. Rygtet siger endda, at folk som DJ Premier og Dr. Dre sendte produktioner til Jay-Z, men at de simpelthen blev fravalgt! Der stiles højt her.

Der lægges da også glimrende ud med ‘December 4th’ , Jay-Zs fødselsdagsdato, hvor han meget personligt og åbent reflekterer over sin opvækst. Hans mor er gæsteoptrædende på nummeret – den eneste på albummet for øvrigt – og fortæller små anekdoter mellem versene over nogle stort opsatte strygere. Vi indvies ganske højtideligt til en åbenbart stor personlighed. Og personligt er The Black Album. Forholdet til hans familie, til hans karriere, til musik industrien behandles på albummet. Som på det meget Eminem producerede ‘Moment Of Clarity’ med et simpelt beat og en klagende og lidt nærmest truende violin.

Samtidig virker sammensætningen af albummet totalt tilfældig, som havde man sat computeren på shuffle da produktionerne var færdiggjort. Tydeligst vist ved at det virkeligt velproducerede ‘Encore’ (ekstranummer) produceret af Kanye West er nummer 4, når det burde have været nummer sidst. Over et melankolsk horn og et plimrende piano reflekterer Jay-Z med god lyrik over sin karriere for til sidst at stoppe rap og beat medens kun pianoet spiller inderligt over lyden af et ellevildt publikum. Den perfekte afsked hvis det havde været det sidste nummer. I stedet får man, lige efter næsten at være blevet overbevist om det forståelige i Jiggas popularitet, de allestedsværende Neptunes’ ‘Change Clothes’, der er et “klar til MTV” nummer med temmelig ligegyldig rap om…ja, du ved.

Også Timbaland rammer pænt ved siden af med produktionen til ‘Dirt Off Your Shoulder’. Han gør det bedre med Justin Timberlake og pop R’n’B. Lige derefter kommer imidlertid det udemærkede og igen helt anderledes ‘Threat’, produceret af 9th Wonder, med en – næsten for – DJ Premier agtig lyd. Jay-Z pisser her territorium af i fuld stil, så ingen kommende businesspartner bør overveje at lave numre med “Jigga”. Ligegyldigt indhold, men hans rap kan der ikke sættes en finger på.

Som lytter efterlades man ikke med følelsen af, at det er decideret klassiker materiale, man sidder med. Dertil mangler der generel sammenhæng og for mange produktioner falder igennem trods arsenalet af topproducerer. Af og til, når albummet dog højder, der gør det forståeligt, hvorfor Jay-Z vil savnes af mange hiphop fans. Hvis det da er det sidste, vi hører fra ham.