Niels HP
Fra første nummer genkender man Niels HPs markante stemme og fraseringer. Tidligere har Niels HP beriget Ridin’ Thumb med sit sangtalent, nu kommer han så med sit soloudspil.
Musikalsk er cden ‘Promises of rain’ at placere i r’n’b-kategorien. Enkelte numre flirter med funk (If you fall), latin (He sits alone), rap (Listen to your heart) og ‘Do you walk on by?’ minder om Stevie Wonder. Niels HPs stil er bevaret hele vejen igennem og holder skiven sammen i et homogent hele. Udgivelsen er velspillet og velproduceret. Man mærker tydeligt den gode stemning musikken er optaget i.
‘If you fall’ og ‘Do you walk on by?’ vil nok fremkalde mange kvindehjertesuk, for her bedyrer Niels HP at han vil ‘catch you if you fall’. I inlinernotes finder kvinderne dog ud af at det gælder konen Veronica, som på denne cd synger kor på flere numre.
Skivens tekstunivers er lommefilosofiske, men ærlige og personlige tanker fra Niels HP, og han afspejler da også de ‘rigtige’ postmodernistiske meninger. Flere af numrene har iørefaldende punchlines og de kunne formodes at blive radiohits. Der mangler bare lidt flere kanter for at cd’en bliver rigtig spændende.
Teksterne ender med at blive forudsigeligt banale og tenderer til at blive kedelige. Så kan man heldigvis koncentrere sig om musikken. Det er tydeligt at Niels HP har baggrund i funk, og der er et fremragende groove i mange af numrene. Efter flere gennemlytninger savnes dog flere melodiøse sange.
Skiven er en feeling good cd, som man kan synge med på hjemme i stuen.