Larsen and Furious Jane. Fra første gang jeg hørte navnet på det album-debuterende band, har det rumsteret febrilsk rundt på min øverste etage. Hvem fanden er Larsen? Hvem er Jane, og hvorfor er hun rasende? Blot et par af de mysterier, jeg forsøgte at løse som en anden knaldromansdetektiv.
Og da jeg endelig fik Larsen and Furious Janes debutalbum i hånden og så titlen på udgivelsen, fik jeg sågar krummet endnu et spørgsmålstegn for mig selv. ‘I’m Glad He’s Dead’, hedder den ganske enkelt. Hvem er død, og hvem er det, der er så glad for det? Det var med hidtil ukendt forventning om forløsning, jeg satte skiven i anlægget, blot for at opdage, at jeg ikke fik besvaret mine spørgsmål. Well, Larsen viste sig at være Torsten Larsen, sanger og den ene halvdel af Larsen And Furious Jane’s bagmænd. Så meget fandt jeg da ud af. Men hvor var vrede Jane? Og den døde?
Men Larsen And Furious Jane rummer andet end mystik. Den afslappede Århus-gruppe har smækket en rigtig fin lowride-rock/alt. country-debutplade sammen, som efter et par gennemlytninger virkelig sætter sig fast. Den rolige og afdæmpede stil er slående, og kan umiddelbart virke lidt kedelig. Men giver man ‘I’m Glad He’s Dead’ den tid den fortjener, begynder de små finurligheder at dukke op. Elegante afdankede melodier, som med Torstens Larsen spidsfindige tekster, i den grad markerer sig. Det er tilbagelænet og velovervejet. Det holder.
Det var med håb om klarsyn, jeg satte mig foran Torsten Larsen og Tore Johansen (den anden halvdel af bagmændene) ved de lave designerborde på LYNfabrikken i Århus.
Hvem er Jane?
– Øh, min kæreste hedder Jane, men hun er overhovedet ikke vred, fortæller Torsten.
– Ja ja, det skal du jo sige, griner Tore, og giver sig hovedrystende til at rulle en cowboysmøg.
– Faktisk har jeg lovet at sige det, mumler Torsten.
– Det var egentlig Jesper Mejdahl, fra vores pladeselskab Morningside, som fandt på det. Han havde fået et udkast til vores demo ‘I Wouldn’t Sit At Home And Take It’, og da han lagde det ind på sin computer, skulle han finde på noget at kalde det. Og det blev Larsen and Furious Jane. Det har så hængt ved, forklarer Tore.
“I’m Glad He’s Dead”? Hvad skal det betyde?
Torsten og Tore kigger på hinanden med et indforstået smil, der rent faktisk godt kunne dække over en forbrydelse.
– Det er lidt en joke. En aften vi var på vej hjem fra øvelokalet, var jeg tæt på at blive kørt ned…, begynder Torsten og er allerede godt igang med at strangulere mine anelser.
– Ja, og så var det, at jeg havde alle vores numre liggende på min computer. Og så gik vi og jokede lidt med, at hvis Torsten var blevet kørt ned, skulle jeg slette hans vokalspor, selv indspille dem og udgive dem under navnet ‘I’m Glad He’s Dead’, griner Tore og klemmer den sidste spæde luft ud af mystikken. Så de har altså ingen skeletter i skabet, bogstaveligt talt.
Hvordan opstod Larsen And Furious Jane?
– Vi to mødtes på Æstetik & Kultur-studiet. Torsten skrev på nogle sange, som vi blev enige om var rigtig gode. Og så begyndte vi nogle eftermiddage at indspille nogle numre. Ret hurtigt i starten, men så langsommere og langsommere. Engang var det tre om dagen, men det er det ikke mere, fortæller Tore om gruppens spæde start for godt to år siden.
– Efterhånden er der så kommet flere og flere med, rekrutteret fra vennekredsen, så at sige. Blandt andet Jesper Brodersen fra Morningside, siger Torsten.
I dag er Larsen And Furious Jane nogenlunde på plads som liveband. Men når det gælder den videre udvikling, foregår det i en ret løs konstellation. Tore og Torsten arbejder på nye idéer for tiden og henter løbende folk ind til de forskellige elementer. På den måde bevarer de en vis variation i udtrykket.
Men hvordan er udtrykket egentlig?
– Det er jo lidt afslappet, og det må det også gerne være. Altså det betyder ikke så meget, om tingene er teknisk perfekte. Vi bliver aldrig Toto og har heller ingen intentioner om at blive det, siger Tore.
– Tal for dig selv, kommer det, hånd i hånd med et skævt smil, fra Torsten.
– Vi vil gerne have lidt mere liveerfaring. Vi har spillet fem-seks koncerter sammen. Allesammen i Århus, bortset fra en enkelt i Prag.
Drak I så Absinth i Prag?
– Ja, det gjorde vi!
Blev I inspirerede af det?
– Nej, det var sådan noget EU-Absinth. Det var ikke den grove med hallucinogener i, fortæller Torsten med anelsen af skuffelse at spore.
Okay, Jane er Torstens kæreste. Men hun er hverken vred eller med i bandet. Der er ingen, der glæder sig over nogens død, eftersom der slet ikke er nogen, der er døde. Torsten har kun været tæt på engang. Så meget for den Pullitzer-pris.