Moon Gringo – som en håndmalet filmposter fra 60’erne

Når Moon Gringo gør sin entre, ændrer scenen sig pludselig. Instrumenter, forstærkere, monitorer, kabler, stativer og spotlights forsvinder simpelthen. På et kortere øjeblik end selv videnskabens tidsmæssige darling, Cæsium-uret, kan præstere at registrere. Puff. Ganske enkelt. Fra første tone er det ikke længere Voxhall 2004. Det er ikke længere et halvfyldt lokale med kun indædte fans. Det er større end det. Og tilmed beklædt i velour.

Hvor mange bands blot BEFINDER sig på scenen, ER Moon Gringo på scenen. Sjældent har jeg oplevet et så intenst lyttende (og i det hele taget sansende) publikum. Enhver tænkelig kemi-elektronisk forbindelse i enhver tænkelig krop er dybt optaget af det motiv Moon Gringo stiller op – en verden af Panton-designede argumenter og skyskrabende kældertendenser. Det er som om, hele aftenen er én stor håndmalet filmposter fra slutningen af 60’erne. Præcis og med de helt rette pangfarver (hermed et skulderklap til Voxhalls lysmand).

Og med Mette i forgrunden kan der ikke være tvivl. Denne pige, som ved første øjekast ikke skiller sig væsentligt ud fra … lad os sige … den gængse uni-studerende, formår med sin morderiske indlevelse at træde perfekt ind i rollen som retro-diva. Og det matcher Moon Gringos gamle velouriserede mormortapet, som pryder lydvæggene glimrende. Det er støvet, det er en anelse dekadent. Og selvom Mette siger nej, siger vi fandme ja. Det holder. På den cool måde.