David Byrne – fa fa fa fa fa fa fa fantastisco

Gråt i gråt præsenterede den nu 52-årige David Byrne sig på scenen. Men de grå nuancer viste sig at forsvinde med første anslag på guitaren, hvor et retrospektivt overflødighedshorn begyndte at vælte ind over publikum. Byrne har med sin seneste cd ‘Grown Backwards’ og den igangværende turne haft lejlighed til at kigge bagud.

Omtrent halvdelen af koncerten bød på numre fra Talking Heads tiden. Størstedelen af det aldrende publikum var kommet for netop at høre de gamle Talking Heads-numre, og de blev ikke skuffet.
David Byrne kokkererer med alle verdens musikalske krydderier – latin-rytmer, klassiske strygere, rock og operette. Men det passer alt sammen ind i det Byrne’ske univers af små væsener, løbende mennesker og dejlige damer med italienske navne.

På nær tre numre var alle andre tilsat strygere, som gav deres til, at numrene fik nyt liv. Især de gamle Talking Heads-sange, der oprindeligt var meget minimalistiske i deres udtryk, fik mere fylde.

Selve sættet bød traditionen tro på flere overraskelser og afbræk. Nonkonformitet har altid fulgt Byrnes udtryk. Opstarten med ‘Glass Concrete & Stone’ (fra hans seneste album), ‘I Zimra’ (Talking Heads-nummer fra 1979), samt ‘Ausencia’ afsatte hjørnestenene, inden for hvilke resten af koncerten skulle foregå. Især den hårfine tango ‘Ausencia’, hvor David Byrne’s staccatosang komplementerede musikken, var et af højdepunkterne i første del af koncerten. David Byrne sang og dansede kækt, og selv om hans piruette med stop foran mikrofonen kiksede, tog han det med et smil. Smilet smittede, og publikum var begejstrede.

Koncerten igennem var de mest intense højdepunkter numre som ‘Road to Nowhere’ og ‘Once in a Lifetime’. Da salen kogte efter disse klassikere, kom Byrne med et typisk modtræk ved at synge Verdis ‘Un di Felice’. Derpå flere af de nyere numre i Byrnes repertoire, hvor især ‘U.B. Jesus’ havde en nervepirrende langsom rytmik, virkelig velspillet og præcis. Afslutningsvis kom så nogle af de store hits ‘What a Day That Was’ og ‘Blind’ i en lang meget afvekslende latin-udgave.

Af ekstranumre kom ‘Heaven’ som solonummer med akustisk guitar, efterfulgt af ‘Lazy’ spillet som akustisk udgave af det remix X-Press 2 lavede for et par år siden. Da salen ikke ville slippe ham, gav han hvad mange havde ventet på, ‘Psychokiller’, og dermed blev koncerten ikke mindre end fa fa fa fa fa fa fa fantastisk.

David Byrne formåede dog ikke at brænde huset ned. Det må vi have til gode.