Moneybrother

Anders Wendin er svensker med stort s. Han er også manden bag Moneybrother, og det kan høres. En tyk svensk accent fremstår tydeligt, specielt i pladens første halvdel, og det er ærgeligt, at han ikke har valgt at skrive og synge på svensk, for irritationen over de sjuskede udtalelser trænger sig hurtigt på.

Den lidt party-prægede pop/soulrock Moneybrother disker op med er ofte fyldt med både strygere og festlige blæsere, og der er ingen tvivl om, at det nok kan hive en del glade svenskere ud på dansegulvet.

I lige netop Sverige er Moneybrother da også vældig populær, og har taget flere musikpriser samt høstet pæne anmeldelser, men det kan nu være svært at høre, hvad der skulle være så fantastisk ved denne plade.

Enkelte numre stikker ud og er vellykkede som ‘Golden Lonely’, men der er en tendens til at overfylde sangene med alt for meget lir. Masser af overdrevet falsetkor, samt blæsere og strygere i én pærevælling. At Wendin så forsøger sig med en ægte Prince-falset i flere numre, gør ikke oplevelsen bedre, for det er hans stemme slet ikke sikker nok til.

Pladen har flere optræk til noget groovy og svingende, men der er for mange irritationsmomenter til, at det for alvor rykker. Der er nok en hel del svenske musiklyttere og anmeldere, der vil være dybt uenige, men her flytter musikken altså ikke meget, og skal der danses og festes til lignende musik, så ryger der altså en Madness eller Dexy’s Midnight Runners plade på i stedet.