Triåveræinne

Sikke da et mærkeligt navn – Triåveræinne – hvad mon det betyder…? Jo, det er nok noget med trio, kunne man forestille sig – for det ER en trio…

De synes også selv at det er et mærkeligt navn – så mærkeligt, at de på deres eget site har en løbende quiz (eller kviss, som det hedder, når man er fjell-o-fil (norsk orienteret, red.)). Et af de bedre forslag er ‘beruset person (norsk?) som roper etter Trine-Lise Væring…’ he-he…

Nåmmen pladen, de har lavet, er heller ikke for begyndere. Trioen består af trompetisten og ILK-manden Gunnar Halle, samt brødrene Thomas og Knut Finsrud på hhv. piano/keybords og trommer/percussion.

Materialet er af den meget improviserende slags, spændende fra det ambiente, drømmende, som man også kan høre på Jogujo Circuits album fra tidligere i år (anmeldt her på sitet tidligere), hvor Gunnar Halle også medvirker, til det mere rytmiske, som ‘ei flat lita grøn ei’, ‘ischey on the make’ og ‘rastlaus på gutterommet’.

For de stille numres vedkommende forekommer det, at de savner en klarere struktur, for at kunne bære lytteren igennem improvisationerne, mens de rytmiske numre, på en sær måde, aldrig rigtigt når frem til det, man hele tiden tror kommer lige rundt om hjørnet.

Og således går det til at man, når pladen slutter, sidder tilbage med fornemmelsen af, at man er blevet snydt for noget. Så hører man den igen… og igen… men det er stadig det samme. Det er godt, men det er som om der mangler noget…

Triåveræinne. 'Triåveræinne'. Album. New Green Records/ILK.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af