Wilco

Wilco har for alvor noget at leve op til. Efter at have siddet fast i pladeselskabs-stridigheder, udkom deres forrige album ‘Yankee Hotel Foxtrot’ i 2002 til udelt lovprisende anmeldelser.

Albummet viste en ny side af Wilco, som indtil da havde holdt sig til en forholdsvis straight roots-baseret countryrock. De var blevet eventyrlystne og havde i samarbejde med Jim O’Rourke leget med elektroniske effekter, samples og støjende passager, men dog stadig med frontmand Jeff Tweedys fængende melodier i centrum. Resultatet var et mesterværk.

Med ‘A Ghost Is Born’ er bandet ikke blevet mindre eksperimenterende. Væk er de elektroniske elementer, men til gengæld får sangene nu lov til at antage deres egne organiske former. De stramme strukturer løsnes, og sangene får lov at leve deres eget liv, indtil de lægger sig saligt til ro. Om det så skal tage mere end ti minutter som i den monotone, men langsomt inddragende, ‘Spiders (Kidsmoke)’, der i lange passager styres af en uregerlig guitarsolo-leg.

Det er svært ikke at værdsætte eksperimenterne, som er tydeligt inspireret af Tweedy, O’Rourke og percussionist Glenn Kotches sideprojekt Loose Fur. Når en sang slås an, er det umuligt at vide, om den vil følge den lige vej til pop-himlen, som i ‘Hummingbird’, ‘Company in My Back’ og ‘The Late Greats’, eller om den vil føre dig igennem en fuldstændig unødvendig 12 minutter lang enerverende brummelyd, som i ‘Less Than You Think’.

‘A Ghost Is Born’ føles som et overgangsalbum, hvor et band er ved at finde fodfæste i nyt territorium. Jeff Tweedy er en gudbenådet sangskriver, der ikke stiller sig tilfreds med at være bare det. Han er konstant på jagt efter nye udtryk, og det er spændende at overvære, selv om hverken en homogen fornemmelse eller en for alvor følelsesmæssige resonans indtræder denne gang.