Roskilde 04: Avril Lavigne – C U L8er Girl

Går man i stormagasin og køber tøj, som ikke lever op til forventningerne, kan man få det byttet. Somme tider kan man ligefrem få pengene igen. Sådan er det ikke på en festival. Der vælger man at høre – og se – en kunstner, og så har man brugt sin tid på det.

Mange havde valgt at bruge en time af deres fredag aften på at høre og se Avril Lavigne – den hypede og hitstærke skater-punk-pop-tøs fra Canada – som havde fået det store Arena-telt stillet til rådighed til formålet. De fik en afmålt og tilknappet præsentation af Lavignes repertoire til gengæld.

I et mudder af distorted guitar leverede den unge Lavigne sin alt for tøvende og spinkle vokal til en stribe af ligegyldige popsange forklædt som street-credability-tiltrækkende skaterpunk. Tilsyneladende til stor begejstring for de fremmødte, men uden at det lod til at påvirke frontfiguren.

Bortset fra et enkelt hop op på monitoren under hittet ‘Sk8er Boi’ syntes det ikke, som om der var en grimasse af begejstring – eller nogen anden følelse – at trække fra hendes ansigt. Hun virkede nærmest skræmt.

Undskyld, Avril, du ville sikkert det bedste, men det var bare overhovedet ikke godt nok.

Koncert.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af