Roskilde 04: Teitur – når bølger besejrer klipper
Et proppet telt tog med store forventninger imod den lille færøske singer/songwriter Teitur, der med sin `Bevar Christiania’-t-shirt som rustning, skulle kæmpe en heroisk kamp mod Slipknot, der fra Orange sendte kaskader af nådesløse drøn ud over festivalområdet. Men Teitur var en modig mand i denne tilsyneladende ulige kamp. Væbnet med sin bløde stemme, sine velspillende fingre, et sæt hyggelige akkorder samt et lille to-mands-backupband, tog han kampen op.
Det kunne have været en scene fra Nordatlanten. Teiturs blide skumsprøjt mod Slipknots massive klippevæg. Denne aften blev der vendt op og ned på fysikkens love, og med smukke versioner af `Sleeping With the Lights On’ og `Poetry and Aeroplanes’ leverede Teitur en koncert, der var hans flotte debutalbum værdig.
Og det gik ikke hurtigere end, at der også lige var tid til at forevige publikum og band med hans medbragte kamera. En rar aften, hvor det dog også blev klart, at Teitur havde monotonien som sin uønskede følgesvend, idet den af og til stak sit lille fjæs frem fra skyggen. Det rørte dog ikke ved, at Teitur i aftes fik en masse nye venner.