Slum Village
Sig Detroit, og de fleste hiphop fans vil per refleks svare “Eminem”. Efter fem sekunder vil det så lyde “og D-12”, som er det vedhæng, der desværre altid følger med Eminem og som mere kendes på grund af den larm de laver for sig selv end for deres rap evner. Bysbørnene Slum Village er derimod bestemt ikke det navn der har lavet mest larm på den danske hiphop scene i de seneste år. Det er også forståeligt for hvem Slum Village egentlig er, er lidt svært at holde styr på. Gruppen startede i midt-halvfemserne med rapperne T3 og Baatin samt rapper og super producer Jay Dee. Gruppen udgav i 2000 albummet ‘Fantastic vol. 2’ og senere tog de et alias som J-88 og udgav ‘Fantastic vol. 1’.
På gruppens tredje album ‘Trinity’ havde Jay Dee imidlertid chekket ud fra landsbyen og blev i stedet erstattet af den lokale Detroit rapper Elzhi, medens produktionerne blev varetaget af især T3. Nu er det fjerde album ‘Detroit Deli’ så klar, men denne gang uden Baatin, der blev sparket ud af gruppen på grund af hans utilregnelige opførsel, der senere viste sig at være skitzofreni. Produktionstøjlerne er denne gang lagt i Young RJ og Black Milks (BR Gunna) hænder og det er der kommet et album ud af, der svarer lidt til Baatins skitzofrene sindstilstand.
Der er tætklippet, hårdtpumpet hiphop som det fede intronummer ‘Zoom’ eller ‘Its on’, der med sit simple hook og sit lige så simple indhold lyder som et G-Unit nummer. Der er funk af mest hylende skuffe på Jay Dees eneste, men udmærkede produktion ‘Do You’, der bringer minder frem om den George Clinton samplede Ice Cube klassiker ‘One Nation’ og da også indeholder en sampling af funk legenden Roger Troutman. Der er sugga dick daddy soul-produktioner, med hviskende omkvæd af sangeren Dwele om at komme ‘Closer’ samt den Kayne West producerede kvindehyldest ‘Selfish’, der med et simpelt klaver loop og et fængende omkvæd bringer minder om LL Cool Js kærlighedsseranader når de var bedst.
Og så er der Dirt McGirt aka Ol Dirty Bastard. Hvordan Slum Village har hivet den mand ud af galeanstalten er stof til X-files og hvordan de har fået den ide at sætte ham til at skråle – ja SKRÅLE, ikke synge – omkvædet på ‘Dirty’ er uforståeligt. Nummeret er ikke den store berigelse i forvejen med nogle hvinende synthesizer toner klippet oven i hinanden og et kedeligt beat, men med ODB bliver det ganske enkelt uudholdeligt, som det altid gør når Wu-Tang medlemmet kaster sig ud i kattejammeret.
Men så er der også højdepunktet ‘Reunion’, der er featuring Jay Dee på micen og som med et let og drømmende beat skaber den perfekte ramme for Elzhi’s fremragende vers, der er et ærligt og direkte, men også kærligt svar til Baatins udfald mod Slum Village for ikke at støtte ham inden han lod sig gå i behandling. I det hele taget er talentfulde Elzhi den store rapoplevelse på albummet. Det allerbedste bevis på Elzhis potentiale fås på første vers på det eftertænksomme ‘Keep Holding On’, hvor han i hver sætning, hele verset igennem, rimer på den samme rimlyd på takt to og den samme på takt fire. Ingen sensation i sig selv, men kunsten er, at det samtidig lykkedes ham at få fortalt en meget sammenhængende historie om hvordan det er at vokse op uden forældre.
Sammenhængende er albummet ikke, men ud over et par enkelte fejltrin bliver produktionerne bedre og bedre med hver gennemlytning. Og rappen har absolut vundet kvalitet med Elzhi, der med tiden nok skal lære verdens hiphop fans at Detroit er mere end Eminem og D-12.