Lou Barlow

Lou Barlow har for længe siden etableret sig som en af rockens store, små navne. Lo-fi kongen havde en finger med i Dinosaur Jr.’s start, og har siden midten af 80’erne været frontmand i Sebadoh og The Folk Implosion. Bands, der uden rigtig at bryde igennem, har fået mange unge til at bruge sparepengene på en guitar og forsøge at genskabe Barlows skæve, krattende sange fyldt med blandingen af tekstens melankoli og vokalens varme uskyld.

Nu udsender Barlow så sit første egentlige soloalbum, Emoh (home bagvendt). Og mens Barlows bands har været kendt for deres uproducerede, rå, lo-fi lyd, så er hans soloudspil en ganske velproduceret affære.

Det har stort set betydet et farvel til de skarpe guitarer og beskidte trommer, der ofte har været stilen på Sebadoh og The Folk Implosions værker. Væk er også meget af den energi de bands stod for. I stedet er vi nu blevet inviteret indenfor i Barlows stue til en kop kaffe. Der er hyggeligt, så absolut. Stearinlys overalt. I en trægyngestol sidder Barlow med en akustisk guitar. Lige så filosoferende melankolsk som altid. Og heldigvis stadig med den samme varme stemme, der kan give selv hans mest betvivlede tekster håb. Han synger up-tempo, folkede, singer/songwriter sange for os.

Barlows ofte simple sange vokser med hver gennemlytning. Specielt ‘Caterpillar Girl’, ‘Puzzle’ og den livsbekræftende ‘Monkey Begun’ vil give dig lyst til at besøge Barlows hjem om og om igen, selvom det nogen gange gør ondt. Det er trods alt en smuk smerte.