The Remote Viewer
Kunstnernavnet er velvalgt. Det britiske electronica-projekt The Remote Viewer er distanceret med et køligt overblik i sine ti elektroniske kompositioner på albummet med den en tand for banale titel ‘Let Your Heart Draw a Line’.
Simpelhedens arbejdsform er The Remote Viewers måde at komponere på. Simpelt i det færdige resultat, hvor de efterhånden standardiserede digitale clicks er rammen for en elektronisk musik, der nogle gange næsten forsvinder i den indre ros dybe stilhed. En måde at komponere på, danske Thomas Knak vist er uofficiel mester ud i.
Men den rene poplyd har også fundet sin vej ind i musikken i ‘Take Your Lights With You’ og ‘I’m Sad Feeling’. Små, klare melodier opstår i den lavmælte kvindelige vokals forsigtige måde at lægge sig mellem de digitale klange. Alternativ pop er det nok, men ikke i den letgenkendelige form.
The Remote Viewer er behagelig og rund i lyden. Man ridser ikke sine øregange i dets selskab, man lader sig blot forføre af de lyse, digitale toner, de små tangentklange, de enkelte spanske guitartoner. Den verdensfjerne, drømmende electronica musik.