Billy Corgan

En skuffelse. Sådan føles mødet med Billy Corgans solodebut, ‘TheFutureEmbrace’. Efter fem album med Smashing Pumpkins har Billy Corgan for længst cementeret sig som én af vor tids største sangskrivere. Fra de krybende ballader til den flænsende rock har han trykket næver med en generation af unge, som så lyset i den skaldede frontmand og de smadrede græskar. Men det er en rocksaga blot.

Efter den ambitiøse ‘Machina/The Machines Of God’ gik Pumpkins hvert til sit, og Corgan fløj siden ud og faldt brat med supergruppen Zwan. ‘TheFutureEmbrace’ har imidlertid en del til fælles med mesterværket ‘Adore’ fra 1998, som viste Smashing Pumpkins fra en mere elektronisk side. Dengang var genreskiftet både velkomment og vellykket, men ‘TheFutureEmbrace’ mangler i høj grad tyngde til at kunne retfærdiggøre det syntetiske snit denne gang.

Numre som ‘TheCameraEye’ og ‘Walking Shade’ er for diffuse og melodisk letkøbte til at høre hjemme på et Corgan-album. Han kan så meget mere end det, hvilket han beviser på The Bee Gees’ ‘ToLoveSomebody’, der er en smuk duet med Robert Smith fra The Cure. Men den slags øjeblikke er der alt for få af på ‘TheFutureEmbrace’. Corgan anno 2005 er mest af alt en trist affære. Ærgeligt nok.