Roskilde 05: Tom Vek – en kær skarnsknægt

»Gud, han er da en kær lille en«, udbryder en kvinde, da Tom Vek lusker ind på scenen. Han smiler som en knægt på sin femte fødselsdag, slår blikket ned og vinker med arme så tynde som de nederste strenge på guitaren. Han vækker et overbærende smil hos publikum med sin forlegne entré. Og åbenbart en form for moderinstinkt. I hvert fald hos hende kvinden, der bliver ved med at pludre løs. Halvandet minut senere er hun druknet i hoppende mennesker. Og så er han pludselig ikke så kær mere. Til gengæld er han voldsomt interessant set ud fra et mere fandenivoldsk perspektiv, og gennem små tre kvarter rager han afsindigt rundt mellem sine vidtspændende musikalske poler. Fra det underfundige og dybt eksperimenterende, hvor publikums hud er ved at rasle af kroppen på grund af nærmest overjordiske basgange og smadrede beats. Til det infernalske og iltre, hvor den bette brite viser tænder og støjer løs som en anden af rockens skarnsknægte. Inspirationen fra Beck, New Order og den gamle punk-disco-scene fra New York er slående og ikke til at komme uden om, men den er benyttet så snildt, at der er opstået et helt nyt krydsfelt. Det tilhører Tom Vek, og det kan end ikke biologiske ure ændre på.