Jamiroquai

Har du nogensinde mødt nogen, der for alvor havde noget mod Jamiroquai? Der er langt imellem – men hvorfor er det sådan? Et lyt på det nye album ‘Dynamite’ giver svaret: Der er ikke noget, den funkturiske konstellation ikke mestrer, ikke noget at pege fingre ad – intet at blive irriteret over.

Det, der gør Jamiroquai så succesfuld er kombinationen af et klippefast musikalsk fundament og en genreblanding, hvis appel nærmest ikke findes bredere. På ‘Dynamite’ gentages succesen, og i al den sædvanlige party og score-stemningen har briterne endda også fået plads til en politisk krigskommentar i den patosfyldte pianoballade ‘World That He Wants’.

Siden den fire år gamle storsælger ‘A Funk Odyssey’, har Jamiroquai skiftet producer, der i stedet for The Pope nu hedder Mike Spencer. Bandets lyd er i den forbindelse blevet drejet en smule mere i retningen af netop dét – bandlyd. Det instrumentelle fokus er på den helt basale instrumentering i form af groovy bas, sprød guitar, tørre trommer, bløde strygere og en sexet og legende vokal. På trods af det, sørger efterbehandlingen af tempo, stemninger og elektroniske elementer for at det samlede billede alligevel bliver en smule mere varieret end funk-odysseen.

‘Dynamite’ emmer af discoens lethed, det rå fra rocken, det tilbagelænede fra funken, den iørefaldende melodi fra poppen og de fascinerende lyde fra electronicaen. Sammen med den nærmest arketypiske rockopbygning af numrene og frontfigur Jay Kays rytmisk og dynamisk veludviklede vokal gør det ‘Dynamite’ til en udsædvanligt slidstærk helhed med en hel del single- og hitpotentiale at glæde sig til.

Jamiroquai har udviklet sig lidt – ikke meget – men alligevel. Man må overgive sig og kan ikke sige andet end: grib dynamitten og bliv igen overrasket over, hvor gennemført fedt det er. Og igen – og igen – og igen…