Lesbians On Ecstasy
Det starter forrygende hårdt og isnende cool. Electro-rockerne Lesbians On Ecstasy lægger ud med industrielle og sci-fi-storby-hårde beats samt den både mest forførende og mest skræmmende stemmeføring hørt til dato.
En myndig kvindestemme kalder i ‘The Pleasure Principal’ en ung studine ind på rektors kontor, og langsomt opbygges en fortælling om studinens high-school udskejelser i pige-omklædningsrummet. Rektor vil ikke skælde ud, hun har den søde kløe i sine jeans!
Og det canadiske electro-lesbiske orkester bliver ved. Hårdt og kontant vender de en stor portion mande-klichéer på hovedet, og gør dem til et musikalsk lebbe-oprørsk togt. Proklameringerne fungerer, og den industrielle musik holder ligeledes i første halvdel, gennem det simple, mørke og kolde udtryk.
Derfor giver det ingen mening, at pigerne midtvejs skifter om til en primitiv punk-rock. Det er for skizofrent og for ligegyldigt. Og simpelthen ærgerligt. Rytmeboksen lyder bedre end de hurtige trommer, og syntetiske stoffer fungerer lagt bedre end billige øl for Lesbians On Ecstasy.