Soulfly

Det er snart mange år siden, Max Cavalera formulerede sin etnoagtige lyd på “Roots”, det Sepulturaalbum, som den evigt rasende brasilianer lydmæssigt har bygget videre på i sin tid med Soulfly.

“Dark Ages” er ingen undtagelse. De gode gamle trademark-elementer genbruges, folkloreinstrumentet berimbau, de sydamerikanske rytmer, Max Cavaleras karakteristiske guitar og tekstuniversets fascination af kristen mystik, men noget nyt er kommet til: Under arbejdet med “Dark Ages” mistede Max Cavalera både sit barnebarn og vennen Dimebag Darrell, og den oplevelse har sat sit præg på skiven. Selvom Max altid har befundet sig inde i et mørkt og dystert rum, så er det som om, han med “Dark Ages” har åbnet døren ind til et endnu mørkere bryggers, der har været gemt omme bagved hele tiden.

Albummet er præget af en desperation og rastløshed, der konstant tvinger ham til at søge nye veje: Strukturen bliver ved med at overraske lytteren, der er blevet skruet op for de firseragtige metalsoli, og som om han ikke kan tage sig af hensynet til en lækker, overordnet finish, ryster han flere musikalske eksperimenter af sig end ellers, for eksempel det punkede “Molotov”.

Uden at være banebrydende, har Max Cavalera her leveret et fedt og solidt album, der bliver så meget mere hjerteskærende af at være motiveret af hans virkelige og håndgribelige sorg.