Monoton

Et band, der virkelig mener det med alvor og seriøsitet. Monoton er københavnske og udsender med ‘Greenwood’ deres andet album efter debutten ‘Wrong Side Of The Rodeo’ fra 2002. Et album, der har måttet vente efter tabet af forsangeren i 2003 kort tid før bandet skulle i studiet med produceren Steve Albini.

Et kulsort og bombastisk mørke sænker sig i Monotons lyd af dybe trommer samt skærende og langsomme guitarer-flader. Oven på lægger nyerhvervede sanger Søren Vibjerg sin stemme, der er mørkere end det dybeste nordhav.

Det er derfor ikke til at være i tvivl om Monotons betrådte stier. Den mørkeste blues og tungsinds-rock som kom den fra en ung Nick Cave eller grunge-rockerne Alice In Chains. Ambitiøst og veludført, seriøst og ikke til at tage fejl af. Men også for unuanceret i længden, først og fremmest i Vibjergs brug af stemmen, som fremstår en anelse påtaget.

Nuanceringen mangler, mørket har sænket sig, men Monoton lever lidt for meget op til sit navn. Deri ligger selvfølgelig en speciel kvalitet, om man tør eller ønsker at opsluges af mørkets ensartethed.