Kashmir – for meget balance
Kashmir er jo måske nok Danmarks mest vellydende liveorkester. Man fornemmer, at hver eneste lille detalje er blevet vendt og drejet, ud- og indskiftet, og gennemarbejdet i en sådan grad, at intet nødvendigvis er overladt til tilfældighederne. Bandet behersker deres materiale næsten uhyggelig godt, og både lyd, lys og sceneopbygning vidner om, at dét her venner …det er et rockpalads der fungerer!
Ganske uden dikkedarer og fancypants intromusik ramte Kashmir scenen på den første af to naturligvis aldeles udsolgte Vega-koncerter. Dette, kombineret med den fuldstændig vilde dyrkelse Kashmir får fra deres fans, må være alle bands drømmesituation.
Det virkede dog ikke helt som om, at det var Kashmirs drømmesituation. Inden for de første 20 minutters tid fik vi hørt ‘Rocket Brothers’, ‘Melpomene’, ‘Kalifornia’,Mom in Love & Daddy in Space’, og det kombineret med et meget anspændt og nærmest nervøst orkester gjorde, at jeg personligt fik den tanke, at de denne aften skulle overbevise deres pladeselskab om, at den virkelig seriøse udlandssatsning vil være pengene værd, mere end de skulle levere varen til deres fans.
Jeg siger ikke, at det var det, der foregik, men min fornemmelse var, at bandet de første 20 minutter lavede showcase, og den næste time lirede et rutinesæt af. Den efterhånden landskendte stræben efter det store forkromede udland er jo nærmest blevet Kashmirs akilleshæl: Man kan jo risikere at stræbe så meget, at man virker uinteresseret i den umiddelbart forestående situation, og imens man arbejder sig hen imod solen, forsvinder dagen lige så stille og roligt.
De godt halvanden time, forsvandt også lige så stille og roligt, og det uden de helt store armbevægelser. For samtidig med at Kashmir lyder så stinkegodt, så mangler der altså virkelig det der element af fare. Noget usikkerhed. Fornemmelsen af at man ikke ved hvor man har bandet, og at der hvert øjeblik kan ske noget uventet.
Det dukkede kun ganske kort op til overfladen, da outroen fra Bowie-nummeret ‘Memory of a Free Festival’ pludselig penetrerede den ellers temmelig forudsigelige overflade, der på nær ét nummer, naturligvis kun bestod af materiale fra ‘No Balance Palace’ og ‘Zitilites’. På det område er Kashmir også ret forudsigelige, og man må gå ud fra, at når de om et par år udgiver deres næste plade, så er ‘Zitilites’-materialet ikke længere godt nok.
Jeg giver Kashmir tre stjerner for deres koncert, og det er faktisk for lidt. De spiller som sagt blændende, og de har skrevet rigtigt rigtigt gode sange. Det alene burde give mere end tre. Men da ‘Big Fresh’ ringede ud, måtte jeg konkludere, at det altså ikke var specielt god underholdning at se dem i Vega, og når man ikke kan underholde, ja, så kommer al den perfektionisme bare til at virke anal.
Det har aldrig klædt en rockkoncert.