Juliette & The Licks – den beskidte frk. Lewis

Hun er altså dirty, hende ms. Lewis. På den der fandenivoldske og faretruende måde. Med ild i blikket og kroppen fuld af kvindelige virkemidler ligner hun, akkurat som i utallige film, en art femme fatale fra trailerparken, der uden problemer kan gå ind til et publikum og forføre det, som var det bare endnu et døddrukkent, men svinerigt fjols, der havde forvildet sig ind på den gale bar.

Hun slipper vist aldrig for det mærkat. Et eller andet sted vil hun altid hænge på navnet Mallory Knox og vække klare associationer til kolossale håndvåben og massemord. Tag bare denne koncert i Den Grå Hal. Da hun dukkede op på scenen, lød der ikke bare den almindelige koncertjubel og klappen, der blev også lavet adskillige pistoltegn blandt publikum. Der var endda en eller anden ude til højre, der havde et plasticgevær med.

Numrene fra forårets udgivelse ‘You’re Speaking My Language’ fungerede særdeles godt i rammen af Den Grå Hals rå indre, og selv om lyden derinde var lidt flosset ind imellem, så endte det i virkeligheden bare med at klæde udtrykket i sådan en grad, at det næsten føltes som om, et puslespil var gået op. Rent stemningsmæssigt opstod der i hvert fald et par ret så klare referencepunkter mellem The Licks’ tungere islæt og hallens næsten filmiske dekadence. Tætte, billedrige forbindelser, der fik ekstra liv af Juliettes dramatiske hoppen rundt på scenen (i et par afsindigt stramme bukser) og ikke mindst hendes vokal, der faktisk fungerer rigtigt godt live.

Og nej, man kan ikke komme uden om det. Hendes erfaring som skuespiller betyder meget for gruppens optræden. Hun bevæger sig stilsikkert i rollen som højenergisk rockdiva, er nærmest garant for et medrivende show og denne aften var ingen undtagelse. Under ekstranumrene lavede hun endda en ren Jim Morrison-finte og crowdsurfede frem og tilbage på publikum, og til slut blev der såmænd uddelt knus til nogle af dem på første række. Hun kan sit kram, det kan hun. Den beskidte frk. Lewis.