The Strokes

Det er alvorens time for The Strokes. Efter i starten af det nye årtusinde at have reddet ind på en bølge af hype og New York-coolnes for at redde guitarrocken (og All Star-skoene) fra den absolutte glemsel, så er de nu tilbage ved scratch. Deres fremragende debutalbum ‘Is This It’ og den næsten lige så stærke to’er ‘Room on Fire’ blandede effektivt stærke melodier og grumsede guitarer med tråde tilbage til Television og The Velvet Underground. Men man fornemmer, at den formel nu har udspillet sig selv, ikke mindst takket være de mange bands, der siden har fulgt i The Strokes’ smalle og spidse fodspor.

Det er tid til fornyelse, og det starter lovende. Første-singlen ‘Juicebox’ skummer nærmest over af rastløs energi med en baslinie, der kilder drengerøvenes minder om den gamle Batman-temasang. Det er bandets mest direkte, aggressivt rockende sang til dato, der samtidig åbner for sanger og sangskriver Julian Casablancas’ nye og mere dystre sider. Store dele af ‘First Impressions of Earth’ er sovset grundigt ind i hans ikke alt for originale fremstilling af mindreværd, tomhed og spotlight-træthed.

‘Razorblade’ og ‘On the Other Side’ er til gengæld noget af det mest umiddelbart melodiske, hørt fra kvintettens side, og ‘You Only Live Once’ rider frækt på Albert Hammonds og Nick Valensis drillende og stikkende guitarer. Albummets højdepunkt er dog drengenes mest markante sidespring, ‘Ask Me Anything’, hvor Casablancas blot understøttes af en simpel, repetitiv synth-figur, imens han igen og igen crooner “I’ve got nothing to say”.

Og måske skulle han bare have taget sine egne ord til efterretning og være stoppet der. For herefter læner bandets sig trygt tilbage, og det bliver noget nær umuligt at finde flere lyspunkter. På albummets anden halvdel bliver frontmandens crooneri så dovent og ligegyldigt som gammel sandkage søbet i lunken kaffe, og sangskrivningen så irriterende monoton, at albummets 52 minutter føles som det dobbelte. Ærgerligt, når nu evnerne til at gå nye veje så tydeligvis er til stede.