Eric Gadd
Så er han her igen. Mere eller mindre. Den svenske soul-dreng Eric Gadd, der mestendels regerede radiofladerne i 90’erne med sin funk-inspirerede, fistelstemme-pop, har udgivet et selvbetitlet album, der ikke lyder stort anderledes end de forrige, måske lige med undtagelse af en nyfunden kærlighed til 80’er synth-flader, samt et slående storbrug af ordet ‘fuck’, der klinger virkelig sært i den pæne mands mund.
Eric Gadd lovsynger, på vanlig velproduceret vis, god gammeldags “luurve” til en flødejævnet lydside-opskrift bestående af strygere, dansevenlige beats, utælleligt mange vokalspor og ditto omkvæd, der tilsammen resulterer i 12 stk. letfordøjelige r’n’b-snacks til den knap så kræsne lytter.
Trods flere forsøg på at lave lidt spas, f.eks. med Petter som gæsterapper på ‘Paradise Peace of Mind’, eller et større discofyrværkeri på ‘No Doubt About It’, så lykkes det aldrig at skabe en rigtig funkfest. I forsøget på at skabe en lækkert tilbagelænet plade, er Gadd’s evne til at skabe lidt skæv pop forsvundet, så det er egentlig kun på nummeret ‘Lose My Cool’, at man bliver overrasket og revet med af en virkelig gedigen, groovy stemning.
Man finder dermed ikke megen nærende føde til sin musikalske appetit blandt de 12 numre på albumet, men trofaste fans vil uden tvivl blive svært begejstrede, da Eric Gadd her, mere end noget andet, blot serverer et 48 minutters ophold i sin fortids tidslomme.