The Black Heart Procession

Ironisk er solskinsbyen San Diego i Californien hjemsted for et af det amerikanske kontinents mørkeste og mest solskins-fornægtende musikalske makkerpar, The Black Heart Procession. Duoen, med den stakkels fortvivlede Pall Jenkins i den vokale front, har gennem fire albums ladet deres hjerter gå i procession ad tungsindets landevej i selskab med åndsbeslægtede venner fra den mørke musikhistorie.

Efter en lille, forfriskende succes med 2003-albummet ‘Amore del Tropico’, har der tilsyneladende ikke været grund til jubel, og således har duoen også på det femte udspil holdt sig fra at gå ud i solen og få lidt glæde indenbords. Og godt det samme, thi det smukke ved duoen ligger trods alt dybt begravet i deres dunkle univers udtrykt gennem de grædende guitarer, den melodi-skabende piano og de begravelses-langsomme takter under Jenkins hjemsøgte vokal. Alt sammen så tungt som det værste tungsind.

Og så alligevel, måske er spøgerier i længden blot ikke helt nok til at holde fortryllelsen kørende, således at man virkelig oplever de 11 sange som havende foranderlighed i hjertet. Der høres, med hånden på et tredje hjerte, behov for lidt tiltrængt selvudfordring trods de smukke sanges beståen. Duoen har i sandhed fremtryllet mere magiske skabninger på sine tidligere arbejder, uden dog at ‘The Spell’ fremstår som det modsatte af en fortryllelse. Nærmere lidt ligesom ældgammel kærlighed i friske øjne.