Roskilde 06: Guns N’ Roses – mens vi venter på Axl…

Måske ville han først gå på, efter solen var gået ned, eller også er han bare ikke den store tilhænger af alt det her pjat med sommertid. I hvert fald lod den gode Axl Rose os vente i en time, før han og hans medbragte band gjorde entré. Men da de først var gået på, var det fandeme lige før, vi aldrig var sluppet af med dem igen.

Over to timer måtte publikum nemlig lægge ryg og ører til alt for få numre og en fuldstændigt uhyrlig mængde ligegyldige jamsessions og guitarnørkleri, for at dække over Axl’s utallige ti minutter lange kostumeskift. Når de rent faktisk spillede, var det egentligt ganske glimrende. Bandet har jo en ren honningkrukke af rocklækkerier at dykke ned i, og selvom lejesvendene stadig ikke er i nærheden af at kunne fylde skoene fra Slash, Matt, Duff og Izzy, så var det svært ikke at få et lille sug i maven under ‘You Could Be Mine’eller ‘Paradise City’, ikke mindst fordi Axl, overraskende nok, stadig synger fantastisk, og selv med et par kilo ekstra på kroppen var han fortsat et hypnotiserende syn på en scene.

Problemet var bare, at hver gang den kære krukke var ved at få opbygget, hvad der mindede om en god eller intens stemning, så vraltede han smågrinende af scenen igen og overlod os i hænderne på udvalgte medlemmer af gruppen, der med en pauseklovns påtvungne opmærksomhed forsøgte at fylde den larmende tomhed ud med, hvad de nu lige kunne finde på. Og folk var altså ikke kommet for at høre pianist Dizzy Reed spille pentatonskalaer eller jamme over Bowies ‘Ziggy Stardust’.

Højdepunktet i dette absurde teater blev nået, da den ene guitarist udstyret med en guitar formet som en fod med vinger begav sig ud i en guitarudgave af ‘Don’t Cry’, mens han forgæves forsøgte at få vingerne til at bevæge sig med et par elegante vip med guitarens vibratoarm. Monty Python kunne ikke have udtænkt det bedre. Derfor føltes det som et lettere tilfælde af kosmisk ironi, da Axl mod slutningen af koncerten med nogenlunde dybfølthed sang »all we need is just a little patience« …jo tak, det var sgu nemt for dig at sige.

Det var næsten tragikomisk at opleve, hvordan, hvad der engang var verdens farligste band, i aftes var blevet reduceret til et omrejsende circus med Axl Rose som en lettere lalleglad sprechstallmeister. Nu er hverken Slash eller de andre gamle drenge døde endnu. Men hvis de var, så ville de nok have roteret mere i deres grav end en sok i en centrifuge.