Doí

På den musikalske front er der herhjemme ikke grund at hænge med klarinetten eller gå på gaderne i protest over tingenes tilstand. Og ingen burde føle sig som lummer skabspatriot ved at kippe lidt med flaget over det væld af løfterige bands, der springer frem og manifesterer sig i undergrund og mainstream.

Nu kan man roligt føje endnu et navn til puljen. Doí hedder de albumdebuterende ophavsmænd, og de vil have os med på en svævende bevidsthedsfærd gennem postrockens tågede dale over sky-indpakkede tinder til forløsningens, næsten, frie fald og åbne vidder. Ikke utraditionelt for genren er det nogenlunde ruten på numrene og albummet som helhed. Hjørnestenene ‘Grained Departures’ og ‘Ponds’ er netop sådanne fascinerende rejser og værd at hoppe på gang efter gang.

Den dragende særhed og totale renselse gennem rystende smukke crescendoer, som nogle af postrockens ypperste drabanter, islandske Sigur Rós og amerikanske Explosions in the Sky, er eksponenter for, kan Doí ikke helt matche. Men de fem danske fyre har til gengæld et særdeles velstimuleret melodi-gen, der markerer sig flot på hele albummet og i særdeleshed på numre som ‘In Your Sigh’ og ‘Missing’. Der er internationalt snit over dem, og så er det slet ikke uvæsentligt, at albummet hører til den kategori, der står lige en lillebitte smule stærkere, hver gang man lytter efter.