Ty tager engelsk hiphop et skridt videre med ‘Closer’
Engelsk hiphop har for længst vist, at den ikke længere står i skyggen af sin amerikanske storebror. Først lagde Roots Manuva stilen med sin stenede hiphop-dub, siden gik Dizzee Rascals grovkornede grime i nye retninger, og så satte The Streets’ vægelsindede geezermusik sig eftertrykkeligt på alverdens hitlister.
Rapperen og produceren Ty går også sine egne veje og tager engelsk hiphop et skridt videre med sit tredje album. ‘Closer’ henter nok sin inspiration i den mere traditionelle hiphop med sit funky og bastunge udtryk, men skaber også sit eget fokus og forankrede ståsted, hvor fest, fantasi og fornuft går hånd i hånd på en herligt helstøbt måde.
Ty leverer sine tekster med en legende lethed og en forfriskende optimisme, som tilsættes en snert charme-rende cockney – uden at det bliver det primære formål eller går ud over de punktlige pointer. »Rappin’ now is for jokers / the power we used to hold is no longer ours, it now controls us«, rapper han på ‘Hustle’. Se det er fuldgod fornuft og logik for selv hiphop-høns.
Når det alligevel ikke lykkes ‘Closer’ at blive rigtig langtidsholdbar, som de tidligere nævnte kollegers meritter, så skyldes det den massive og tunge lyd, der præger produktionerne. Det bliver for ensporet, og det forcerede tempo giver ikke lytteren luft til de tekstlige detaljer. Det er selvfølgelig flueknepperi, som hurtigt kan glemmes, når man hører hvordan brækkede beats og himmelske klangflader kombineres på den næ-sten geniale ‘What You Want’.
Lyt til nummeret ‘Don’t Watch That’ på sampler-cd’en, der følger med det kommende nummer af Soundvenue Magazine, der udkommer den 25. oktober.