A Cloud Mireya
Det er svært at komme uden om, at Guliermo Scott Herren er en fremragende producer. De fleste, der har opdaget det, har gjort det gennem hans Prefuse 73-output, men han har også som Savath & Savalas, Piano Overlord, Scott Herren og flere andre aliaser givet prøver på sit brede repertoire. Nu gør han det så også, med hjælp fra On!Air!Library!-sangerinden Claudia Deheza, som A Cloud Mireya.
Også her demonstrerer Herren svære stiløvelser til UG. Som så ofte før lykkes det ham at koge et utal af små finurlige ideer og komponenter ned til en simpel, harmonisk enhed. Stilmæssigt bevæger han sig inden for en folktronica-ramme, bygget af loopede field recordings, fine guitaranslag og Dehezas blide svævevokal. Alt sammen flettet ind i hinanden på en måde, der tydeligør, at for Herren er studiet et instrument på lige fod med alt andet, og i sidste ende er det her, hvor de enkelte komponenterne samles, klippes op og samles igen, at musikken opstår.
Imidlertid forbliver albummet fokuseret, og på én og samme tid er det dets styrke og svaghed. Når de drømmende sange er smukkest og melodierne bedst, er ‘Singular’ alt, hvad man kan ønske sig fra Herren, men hans evner i studiet til trods, falder det ham aldrig ind at bruge dets muligheder til at overraske, og albummet ender med at fremstå som habilt, men en anelse ferskt.