The Long Blondes – heltinde i hård kamp

Som i de noir-film, The Long Blondes værdsætter så højt, findes der helte, man kan holde med, og skurke, man ønsker langt langt væk. Den ubetingede heltinde under Sheffield-bandets koncert på Loppen var sangerinden Kate Jackson, der arbejdede som en flittig myre for at få sig selv og sit band igennem en koncert, der var både tam og sjusket. Skurkene derimod var de resterende bandmedlemmer, der ikke bare udviste dårlig teamspirit, de virkede tilmed så komplet uengagerede og fraværende, at den gode Kate lige så godt kunne have optrådt til playback.

Debuten, ‘Someone to Drive You Home’, som så dagens lys i slutningen af 2006 har ellers en pæn procentdel af fine og forfriskende popnumre med gode melodier og masser af ungdommelig attitude. Og derfor måtte man rimeligvis forvente, at noget af den energi ville være tilstede live. Men ballet kom aldrig rigtig i gang og druknede i stedet i en ulden lyd, guitarer der faldt ud og et band, hvor kun forsangeren gjorde sin del af jobbet for at skabe noget der mindede om en fest. Fine numre som ‘Once and Never Again’ og ‘Appropriation’ blev til ligegyldigheder, der fes ud i sandet.

Samtidig blev den dekadence og det krukkede skær, der på albummet ellers karakteriserer stemmen hos aftenens heltinde, desværre som koncerten skred frem afløst af noget, der mest af alt lød som Gwen Stefani på en dårlig dag. Nok var hun knald lækker i højtaljede hotpants og lakstiletter, men hendes stemme blev både skærende og voldsom nasal. Alt det kan dog tilgives, når man tager det i den sølle betragtning, at hun som den eneste virkelig prøvede.