Willy Mason

Willy Mason var ikke meget mere end 19 år, da han for tre år siden udgav sit debutalbum, ‘Where the Humans Eat’. Året efter udgav endnu en mere eller mindre dysfunktionel amerikaner, Micah P Hinson, også sit soloalbum, og på trods af, at han – ligesom Willy Mason – knap nok var nået ud af teenageårene, var der en næsten uhyggelig modenhed og selverkendelse over de to troubadourer. Deres alder stemte slet og ret ikke overens med den apokalyptiske americana-blues, som havde rod i noget langt mere foruroligende end det sædvanlige teenage-tungsing, der ellers hjemsøger kunstnere i den del af puberteten.

Masons opfølger mangler naturligvis en af debutens centrale forcer – nemlig det overraskelsesmoment, der lå i, at en 19-årig kunne mønstre et sådan album i første forsøg. Under alle omstændigheder er det stadig en helvedes imponerende bedrift, den nu 22-årige Mason har bedrevet, og både sjæl og sind er stadig flere år foran ID-kortet, hvad angår indsigt i tilværelsens støvede afkroge.

Uanset om man er villig til at købe præmissen om, at mandens unge alder er en kvalitet i sig selv eller ej, skal man lade sig imponere af, at en dreng, som er formet af start-halvfemsernes grunge-tyranni – hans vokal er som snydt ud af næsen på Evan Dando – allerede nu, så få år senere graver sin inspiration ud af sit eget lands aldrende americana. Der har mange været før ham, men få har evnet at dreje denne mastodont af en genre på en så melodiøs, velproduceret og detalje-rig facon, uden at miste evnen til at lyde som en gammel sur stodder på 22 somre.