Electrelane

Fire friske Brighton-tøser, der er utroligt glade for Neu!, Stereolab og Farfisa-orgler. Det er hvad Electrelane lyder som, og efter at have fyret en opsamling af b-sider og andet sjældent stof af i efteråret er de nu klar, med friskt materiale, som en anden forårsbudbringer.

Og forår summer det sandelig af i starten af albummet. På det smukke åbningsnummer ‘The Greater Times’ synger Verity Susman »Since I’ve met you, I’m tearing down the walls«, så man snildt kan forestille sig de sommerfugle der flakser rundt i maven på hende. Singlen ‘To The East’ er i samme boldgade, og i det hele taget virker det som om de knugende sorte skyer omsider er lettet fra gruppens musikalske landskab. Den bitter-hårde mol-grundtone, som havde et jernhårdt greb om ‘Axes’ fra 2005 er her nærmest inverteret til dur og pastelfarver.

Andetsteds på pladen er pigerne knapt så heldige og skvatter desværre nok så uelegant i ligegyldighedens farlige bananskræl, fordi nogle af kompositionerne blot halser rundt i mindre og mindre cirkler om sig selv, frem for at udvikle sig til egentlige sange. Man savner til tider at blive rigtigt bjergtaget og flået med på den hypnotiske langfart ud over stepperne, som de ellers plejer at mestre til fulde, med klimaktiske opbygninger og catchy temaer.

Samtidig bydes der ikke på nær den samme grad af afveksling i arrangementerne, som på de tidligere udgivelser fra kvartetten. Tempoet er støt, krautrock-toget bumler afsted, men passagererne må blive på perronen, for togpersonalet har spærret sig selv inde i deres egen lille kupé. Ærgerligt, for resultatet er et charmerende og personligt, men lidt ujævnt album.