Shitdisco

Ikke så hotte som New Young Pony Club og knap så hippe som Klaxons, så lægger Shitdisco sig i den stadig voksende slipstrøm af opkomlingebands med neonfetich. De er unge, en smule vrede og så synger menneskeheden i øvrigt på sidste vers med apokalypsen nært forestående, ifølge Glasgow-bandet. Bevares, verden er jo blevet begravet flere gange siden punkens nihilistiske velmagtsdage, så ingen grund til panik.

Ud fra pladetitlen og coveret plastret til i toksiske neonlys, så mistænker man dem for at bo klods op ad en atomreaktors umenneskelighed. Og hvad er netop mere misantropisk nonsens end støvletramp og technorave à la »Anarchy in the USSR / Disused party in a gabba reactor«?

Efter en fornøjet gennemlytning af pladens ti skæringer, peger genrevejrhanen på paranoiapunk og humoristisk dommedagsdisco. Referencerne til Prodigys diabolske attituder er legemliggjort ved medvirken fra trommeslageren Kieron Pepper, mens Donna Summers glamourunivers forbliver ved snakken. Kvartetten er dydigt indbegrebet af rockens treenighed guitar, tromme og bas, og det kaster en håndfuld hitpotentielle numre af sig. ‘Ok’ og ‘Fear of the Future’ er tænderskærende dansabel og velkomponeret postpunk i sit optimale energiniveau med diminutive elektroniske elementer.

Metaforisk kan man sige, at Shitdisco ikke renser rockkloakvandet for at vande sangskrivningens rosenbed. Og hvorfor dog det, når de fleste numre lyder som det bedste fra Arctic Monkeys og Primal Scream. Om et år viser ‘Kingdom of Fear’ sig måske at være mere døgnfluer end evigtgyldige viser. Til gengæld er det ikke new wave på gammelt skrald, men snarere gedigent genbrug med noget nyt på hjerte.