Basia Bulat

Faktisk er det ikke let at udpege, hvad der præcist gør canadiske Basia Bulats debut til en helt enestående oplevelse. Der er nemlig flere grunde til, at albummet er ganske fantastisk. Overordnet må det dog være den overbevisende ærlighed i såvel tekster, stemmebrug, melodier og instrumentering, der fra start til slut gennemsyrer albummet.

Med sit band placerer Basia Bulat sig på det nytegnede landkort af folk-artister, der på denne side af årtusindeskiftet har givet genren en vitaminindsprøjtning af ny saft og kraft. Gennem instrumenteringen udforsker hun legende genren ved at tilføre alt fra strygere, banjo, ukulele til pianoer og percussion. Også spændvidden i hendes stemme er stor, og hun formår albummet igennem at være det samlende midtpunkt. Til tider minder hun vokalmæssigt om Feist, men har dog mere tyngde.

Mest af alt giver Basia Bulat dog associationer tilbage til landsfællen Joni Mitchells udgivelser fra Californien-tiden i slut-60’erne og start-70’erne, men Bulat formår samtidig at skabe sine helt egne rammer og udtryksmåder ved at tilsætte lidt pop og indie-skævhed, der går lige ind i dybeste hjertekammer.

Med hjælp fra det tidligere Arcade Fire-medlem Howard Bilerman, der har siddet i producerstolen, har albummet både dramatiske højder, hvor elementer af vals og marchmusik tilføres for at udbygge turbulente historier om ulykkelig kærlighed, og stille øjeblikke, hvor en spinkel guitar og Basias stemme er i fokus. En fornem debut, og Basia Bulat er allerede min personlige darling.