Eric Gaffney

Coveret ligner et gammelt sort/hvid-fotografi, der hurtigt er blevet scannet, for at få lagt en ramme og lidt tekst på af en aldeles ukompetent Photoshop-bruger. Det er absolut ikke ‘dygtigt’ udført, men det er charmerende og ærligt, og på den måde passer det til indholdet.

Eric Gaffney er mest kendt som den ene af lo-fi-pionererne i legendariske Sebadoh (der blandt andet også talte Dinosaur Jr.’s Lou Barlow), og Sebadohs DIY-charme og insisteren på værdien af primitive optagelser og sjusket fremførte sange har Gaffney stadig ikke kastet af sig på albummet, hvor vi forkæles med hele 27 numre og mere end 70 minutters af Gaffneys solomateriale fra perioden 1996 til 2006.

De 27 numre balancerer, ofte på et nærmest skitseagtigt plan, mellem småpsykedelisk folkpop, slacker-rock og mere eksperimenterende og fragmenterede lydcollager, men lige meget hvor de bevæger sig hen, lader Gaffney det primitive lydunivers bestå. Her er ‘dårlig lyd’ ikke alene i orden, det er en dyd. Det er den, der giver sangene den charme og ærlighed, der skal gøre dem vedkommende for lytteren. Og selvom det ikke er ligeså spændende og banebrydende, som da Sebadoh gjorde det, og banede vejen for navne som Pavement, for næsten tyve år siden, virker det stadig. Ikke mindst fordi en stor del af de 27 sange faktisk er rigtig, rigtig gode.