Will.i.am

Hvis der var nogen, der havde håbet på, at Will.i.am med sin solodebut ville bevise, at han kan andet end at lave iørefaldende og radiovenlige hits, så skal dette album nok punkterer den tanke. For ligesom man troede, at et Black Eyed Peas-medlem ikke kunne lave en tyndere version af vulgært dansemusik, så hiver han det frem fra ærmet.

Albummets tema er, som det ligger mellem linjerne en hyldest til det kvindelige køn, men samtidig hans personlige oplevelser med ekskæresten gennem syv år. Det er dog ikke meget personlighed at spore. Derimod er teksterne fyldt med en masse overfladiske og ligegyldige linjer som blandt andet: »Where did you get that body from? / I got it from my mama!«.

Men, når det lyriske nu engang ikke kan være anderledes, kunne man i stedet have håbet på, at han gav smagsprøver på sit talent som beatsmed. Men nej og atter nej, heller ikke på det område lykkedes det at imponere.

Derimod har han skabt et lydbillede, der oser af pop fra den nederste skuffe. I et forsøg på at tage hans poppede rytmer til et nyt niveau, så implementerer han på flere af numrene electro- og house-effekter, og i stedet for at fremstå nyskabende, så er det en lyd, der bringer tankerne hen på dancemusik fra slutningen af halvfemserne. Det eneste albummet mangler, for på en og samme tid både at blive årets værste og mest spillede udgivelse er de tre resterende BEP-medlemmer.