She Wants Revenge
‘This Is Forever’ hedder californiske She Wants Revenges andet album. Men det lever på ingen måde op til albumtitlen, for det holder bestemt ikke evigt. Holdbarheden er yderst begrænset faktisk. Råvarerne er nemlig allerede alt for gamle. Det er nemlig nøjagtig de samme, som blev brugt da postpunken så dagens lys for snart tredive år siden – og for den sags skyld også på duoens halvandet år gamle debut.
Det er stramt sat op og følger sangskabelonen for den efterhånden gennemvredne genre med tørre trommemaskiner, insisterende basgange og en mørk, metallisk lyd. Og selvfølgelig messer forsanger Justin Warfield monotont sine sortromantiske sangtekster i bedste Ian Curtis-stil, forsangeren fra Joy Division.
Virkemidlerne er overordnet set okay, men det tydeliggøres kun en enkelt gang på ‘Written In Blood’, hvor omkvæd og et beat tilsat den klassiske kobjælde faktisk fungerer fint. Derimod går der lige lovlig meget Franz Ferdinand i den på ‘What I Want’, mens ‘True Romance’ samler depechen op fra Depeche Mode.
Suppleret af titler som ‘She Will Always Be a Broken Girl’ og ‘This Is the End’ er der dømt sortrandet synthrock, der mest af alt står i stampe. Egentlig ikke på grund af de monotone melodier, men især fordi resultatet styrer hovedløst hen i slipstrømmen fra 80’erne. Men mens forbillederne fra Joy Division var pionerer, så er She Wants Revenge plagiater. Og der er altså langt fra det mørkegrå Manchester til det solbeskinnede Californien – et faktum, der gør det hele endnu mere utroværdigt.