Teitur – bedre end de fleste

Blot tre dage efter udgivelsen af ‘The Singer’ skulle Teitur stå som midtpunkt på et udsolgt spillested og fremføre de mestendels sårbare og spinkle sange, som det fine, fjerde album byder på. Det kunne da også mærkes på publikums engagement, at sangene ikke helt var trængt ind under huden endnu, men selv for førstegangslytteren, var numre som den uptempo-poppede ‘Catherine the Waitress’, den skæve og firnurlige ‘Legendary Afterparty’ samt den dystert vuggende ‘The Girl I Don’t Know’ stensikre hits.

Størstedelen af Teiturs sange har nemlig noget ganske særligt over sig, som hæver den unge færing over mange andre sangskrivere. Nogle falder for charmen i den ydmyge frontmands fremførsel, andre for de små, ofte naive fortællinger i teksterne, mens en gældende fællesnævner for sangene er en smuk og simpel melodi, der appellerer til et bredt publikum.

Desværre bestod det brede publikum også af den type, der køber billet til en koncert for at have et sted at snakke. Det vanskeliggjorde til tider en fuldstændig koncentration om de mere stille og eftertænksomme sange, som bandet diskede op med i starten af koncerten. Derfor kom kontrasterne mellem de pompøse rullende crescendoer og de blide, elegante korpassager ikke altid til deres ret. Sammensætningen af aftenens sætliste kunne dog med fordel have blandet de forskellige sange mere hensigtsmæssigt sammen, da intensiteten, genkendeligheden og dermed publikums fokus først steg mærkbart i sidste halvdel af koncerten.

Teitur og det fine band, med den ekvilibristiske og overlegent spillende bassist Michael Blak som musikalsk omdrejningspunkt, gjorde ellers deres til, at det skulle blive en magisk aften, og et lille pudsigt intermezzo, hvor Teitur agerede tjener og serverede skumfiduser for publikum, blev vel modtaget. Men på trods af en meget velsyngende og nærværende forsanger, kunne aftenens koncert ikke svinge sig helt derop, hvor musikken tager publikum i hånden og fører dem et helt andet sted hen.