Bowerbirds
I 2005 boede Phil Moore langt ude i de nordamerikanske skove sammen med sin kæreste, Beth Tacular. Om dagen observerede han fugle for North Carolina Museum of Natural Sciences. Om natten skrev han sange. Det var her, mange kilometer fra civilisationen og midt i skovens klangbund, at Phil Moore og Beth Tacular lagde grunden til det musikalske samarbejde og gruppen Bowerbirds. Og det er her, man skal lede, svippe grene til siden og skrabe blade væk for at forstå deres behagelige folk.
I dag har kæresteparret allieret sig med en tredjemand, producer og multi-instrumentalist Mark Paulson, og har nu udgivet deres første fuldlængde, ‘Hyms For a Dark Horse’, som følger op på EP’en, ‘Danger at Sea’ fra 2006. Albummet rammer samme grundtone som Devendra Banhart og hans freakfolk. Det rammer samme vuggende rytme som Tunng, men uden sidstnævntes elektronisk elementer, og er behageligt uden at ville behage.
Den akustiske guitar og Phil Moores historiefortællende vokal er centrale i lydbilledet, men til at skabe liv omkring dem er der banjoens livlige spil, accordionens balkantriste klang og ikke mindst kor. Korharmonierne har samme naturlige og nære folkesangspræg som førnævnte Tunng og er et af albummets store styrker.