Riffelsyndikatet – fladpandet propaganda

Et klassisk spørgsmål, der bliver stillet kunsten, er, hvorfor budskabet skal pakkes så kryptisk ind. Svaret plejer at lyde noget i retning af, at verden er kompleks og derfor ikke kan afspejles fyldestgørende med simple metoder. Arbejdet med at forstå kunstværket giver beskueren en mere komplet forståelse af budskabet.

Hos Riffelsyndikatet er budskabet simpelt. Deres tydelige holdninger bliver leveret i en maskeret rolle, hvor bandet leger de onde. Denne let gennemskuelige maskerade-leg blæser de så af sted henover forudsigelig og klichefyldt testosteron-rock i grænselandet mellem punk, heavy og hardrock. Selv om de har nogle sympatiske politiske holdninger, så er leveringen så fladpandet, at de angrebne problemstillinger ikke får noget perspektiv. Som lytter skulle man ikke tænke det mindste for at forstå budskabet, hvorfor det hurtigt blev udvandet. Bandet bemærkede selv – en smule selvironisk måske – at en rigtig mand kan synge med på et bøvet omkvæd, og det var så præcis, hvad de leverede.

I en af deres sange kritiserede de anmelderdarlingen og dennes perfektionisme. En rolle som de ikke så sig selv i eller virkede til at have lyst til at indtage. Derfor vil jeg tilfredsstille bandet og give dem en stjerne – selv om de måske havde fortjent lidt mere for et energisk og underholdende live-show – så de kan opretholde deres selvbillede og verdenssyn.