Jaguar Love

Ved Jaguar Loves juni-koncert på Loppen var der angiveligt ikke mere end 20 publikummer tilstede. Det undrede mig, at ikke flere havde valgt at lægge øjne og øre til symbiosen af medlemmer fra to fabelagtige, hedengangne bands Blood Brothers og Pretty Girls Make Graves. Efter at have lagt øre til debutalbummet har jeg dog tilgivet mig selv helt og aldeles for min manglende tilstedeværelse til koncerten.

For magen til komplet tonedøv debut skal man lede længe efter. Bandet, der spiller middelmådig art-pop uden at imponere, bliver nemlig fuldstændig røvrendt af forsanger Johnny Whitneys ubegribeligt ringe vokal. For hvor det var en ren fornøjelse at høre Whitney skrige hysterisk som en vanvittig sur teenage-tøs med en mur af energisk hardcore-punk i ryggen på Blood Brothers’ album og ikke mindst liveoptrædener, er hans skrig nu halvhjertede og hans forsøg på skønsang decideret gruopvækkende. Man fristes faktisk til at tro, at han har lagt vokal til de forkerte numre.

Enkelte gange er der tilløb til nogle tilforladelige melodier, som på ‘Highways of Gold’ og ‘Vagabonds Ballroom’ med Pretty Girls Make Graves’ karakteristiske cirkus-orgel, men de få sekunders lysglimt bliver hurtigt skæmmet af rodet sammenspil og pinagtig sangskrivning. Mest af alt lyder albummet som et college-prog-karneval, der for længst burde have forladt byen.

Med nyheden om at de tre resterende blodbrødre har dannet bandet Past Lives, kan man kun krydse fingre for at resultatet bliver mere vellykket – alt andet burde da også være fysisk umuligt.