AC/DC

Først og fremmest så er det forbavsende, hvis ikke decideret naturstridigt, at AC/DC stadig formår at lyde så forbandet friske, kåde og vedkommende i 2008, når man tænker på, at de har udviklet sig stort set lige så lidt som Giro 413 siden pladedebuten i 1975. Man skulle tro, at de fem herrer, der jo for fanden efterhånden har nået den danske efterlønsalder, for længst var løbet tør for saft, kraft og navigationsmuligheder inden for den yderst begrænsede sandkasse, som de har boltret sig i de sidste 33 år. Men ‘Black Ice’ er på mange måder en bekræftelse af og en hyldest til det absolut tidsløst klassiske i AC/DC’s godt gennemtestede formel.

Der går ikke mange sekunder fra de første rustne akkorder i åbningsnummeret ‘Rock N’ Roll Train’ rammer en, før både hovedet og foden automatisk bobber i takt med Phil Rudds ufatteligt primitive og forbryderisk effektive trommespil. Producer Brendan O’Brien, der tidligere har arbejdet med bands som Pearl Jam og Stone Temple Pilots, har simpelthen formået at fange essensen af klassisk AC/DC og subtilt opdateret det til det nye årtusind. Og gruppen har, iklædt den knastørre og knivskarpe produktion, ikke lydt bedre i mange, mange år.

Men lyd er jo ikke alt, og heldigvis er ‘Black Ice’ også velsignet med i hvert fald en god håndfuld sange, der går lige i de ædlere dele og endnu engang beviser, at AC/DC har en privat hotline til rockguderne. Sange som det før nævnte åbningsnummer, ‘Skies on Fire’, ‘Decibel’ og ‘Rock n’ Roll Dream’ er ren manna fra himlen til alle, der har bare en smule rock og rul i blodet – og hvem har ikke det? Ja, man har hørt det før, og jo, pladen er nok en tre-fire numre for lang. Men hvis du har bare en kende kærlighed til AC/DC’s stok-konservative neanderthal-boogie rock, så er ‘Black Ice’ absolut pligt-lytning.