Jay Reatard
Robert Pollard, som i sin tid ledte hedengangne Guided By Voices, udtalte engang, at han kunne skrive fem sange, hver gang han var på tønden, og at tre-fire af dem ville sparke mås. Måske er Jay Reatard den naturlige arvtager til hans position som hyperproduktiv lo-fi-bannerfører, for kritikerdarlingen sprøjter efterhånden sange ud med samme lavineagtige frekvens.
Hæderkronede Matador Records er nu også faldet pladask for den kvabsede hystade og har henover det forløbne år udsendt seks 7″-singler med ham, hvilket denne klyngebombe af en udgivelse fornemt dokumenterer. Fint selskab betyder som regel også pænere tøj, og heldigvis er den tidligere så ultraskramlede produktion også afpudset, så man nu kan høre, hvad manden synger. Teksterne er ikke hans stærkeste side, men spruttende linjer som »She creeps me out / She craps me in again« på ‘See/Saw’ består fint smilebåndstesten.
Musikalsk er Jay Lindsey dog trods sit selvfornedrende kunstnerefternavn intet mindre end genial. De twee-inspirerede, afsluttende guldkorn viser, at talentet måske endda rækker længere end til bare at genantænde punkens forkullede lig. Skamskudt og tævet til blods er det, javist, men det er også verdensklassepop.
At høre Reatard, når han som her når op i samme rasende niveau som legenderne i Ramones, er som at overvære den unge drønnert på sin borede Puch Maxi fræse fra landbetjenten på en snørklet landevej: Ren fryd. Kritik synes ugyldig, og ros virker nødvendig, men evigt utilstrækkelig i hans nærvær.