MGMT – fællessang på Amager

Amager Bio var fyldt til bristepunktet torsdag aften, og trods bidende kulde og alenlange garderobekøer hang forventningerne i luften som en doven flue på en varm sommerdag. For efter en halvhjertet koncert på årets Roskilde Festival havde MGMT nemlig noget at bevise. Og det gjorde de så.

Og selvom aftenens to små hovedpersoner Andrew VanWyngarden og Ben Goldwasser ligner noget, man kan vende på hovedet og vaske gulv med, blev de og deres tre backingmusikere modtaget som helte. Efter en udknaldet intro gik bandet over i ‘4th Dimensional Transition’, der gav et godt praj om, hvordan koncerten skulle blive. Nummeret, som på debutalbummet ‘Oracular Spectacular’ er en ulmende ballade-agtig sag, blev i hænderne på det fem mand store band til et savlende prog-monster af et åbningsnummer, der ville frem i verden. Hallelujah!

Porten til dragens hule stod på klem, og med ‘Pieces of What’, ‘Weekend Wars’ og ‘Future Reflections’ blev det slået fast, at drengene har lavet andet end at score damer og ryge bong siden Roskilde. Albumversionerne havde fået et regulært los i røven med højt til loftet og masser af guitarlir. Og folkets kærlighed var til at få øje på. Selv ikke en noget slatten og rutinepræget udgave af megahittet ‘Time to Pretend’ kunne få fællessangen ned med nakken, hvilket da også fremtvang skæve smil på scenen. En ny indie-generationshymne er født. Becks ‘Loser’ må langt om længe afgive tronen.

‘Electric Feel’ fik salen til at eksplodere i total eufori, hvorefter møgungerne på scenen lod hits være hits og spillede den 15-minutter lange ‘Metanoia’, der favnede alt fra kabaret-sang til udsyret 70’er-prog og viste, at MGMT inde bag Fraggle-håret vil og kan andet og mere end at levere P3’s Uundgåelige. Og efter den blæret afstemte blanding af hits og syre kunne man ikke lade være med at synes, at det et eller andet sted er helt ok, at det er det hér, ungdommen vil ha’.