Depeche Mode

Der har altid været en form for masochisme over Depeche Mode. En sær insisteren på igen og igen at vende tilbage til det rampelys der øjensynligt både blænder og brænder. En form for utrættelig livstræthed. Når man kombinerer historierne om bandmedlemmernes depressioner og massive misbrug af alskens medikamenter med sangene om lidelse, indre dæmoner og indestængte frustrationer, må man ryste på hovedet og tænke, hvorfor de dog fortsætter dette selvpineri på nu 12. album fordelt på nærved 30 år. Men når man nu har gjort en levevej ud af at sætte lyd på livets skyggesider, er det nok svært, måske endda umuligt, at skifte spor.

Som på ‘Playing the Angel’ er produktionen også denne gang lagt i Ben Hilliers kyndige hænder, hvilket har resulteret i et ultrastramt lydbillede, som kun giver plads til analoge synths, antikke trommemaskiner og Martin Gores fræsende og distortede guitarer. Lyden sender tankerne tilbage til mesterværket ‘Violator’ og klæder de patosfyldte melodier og tekster samt giver et fint modspil til Dave Gahans efterhånden voldsomme vokalarbejde.

Her bliver hverken gået nye veje eller sprunget ud på dybt vand. Den traurige trio gør, hvad de gør bedst, og leverer endnu en omgang electropop og -rock og lettere kinky ballader af høj klasse. Depeche Mode anno 2009 er beviset på, at man ikke altid behøver genopfinde, når man kan nøjes med at genfinde sig selv.