Green Pitch

Nogle album kan man bruge som rusmidler. Andre bruges som soundtrack til opvasken. Andre igen bruges som en samtalepartner for sjælen. Det nye album fra bandet Green Pitch kan man bruge til at indrette caféer med. Det var i hvert fald min første tanke. Men den tanke blev hurtigt fortrængt af en overbevisning om, at hvis man lytter uden om den cremefarvede og behagelige overflade på ‘La Jolla’, finder man et fint popalbum med dybde og interessante ridser i behageligheden.

Sangerinden Rex Garfield og guitaristen Ste Rasch dannede Green Pitch i 1998 og udgav senest ‘Ace of Hearts’ i 2005. På den nye udgivelse har de igen besøg af flere gæstemusikere og venner, men trods gæster og en varieret instrumentering fremstår sangene stadig enkle og rene, fordi de er bygget op omkring en simpel kerne af Raschs afdæmpede guitar og Garfields lyse vokal, som ikke er ulig Stina Nordenstams.

‘Fire Escape’ og ‘A Letter of Stone’ er nogle af albummets højdepunkter. Det er virkelig gode numre og et godt udgangspunkt for en god popplade, men af og til bliver caféstemningen og den kvindelige vokal så behagelig, at man trænger til en bittersort kop termokaffe. Eller endnu bedre: Mere af den slackede mandlige vokal i netop ‘A Letter of Stone’, mere forvrængning og mere af den hvide støj i ‘Be Frank’ som giver albummet interessante ridser og dybde.