Major Lazer

Hvis Diplo var blevet født århundreder tidligere, var han formentlig blevet frygtløs matros på odysséer med Marco Polo, Vasco da Gama eller Carsten Niebuhr. Under alle omstændigheder har den hvileløse dj udforsket kontinenterne med samme antropologiske blik som de tre opdagelsesrejsende, men i Diplos tilfælde er det ikke elfenben eller kryddernelliker, der trækker, men musikalske impulser fra storbyernes usminkede subkulturer.

Denne gang er Diplos skude stødt på land på Jamaica sammen med den ligesindede Switch for at lægge lydspor til rastafari-nationens dundrende dancehall. Og allerede fra første fløjt lader det til, at Major Lazer ikke har i sinde at hvile sig med kegleformede cigaretter og bananlikør i strandkanten. Album-åbneren ‘Hold the Line’ blæser i hvert fald nødderne af kokospalmerne med et frenetisk guitarloop, hestevrinsk, mobil-ringetoner og Mr. Lex og Santigolds kanoniserende vokal, mens efterfølgeren ‘When You Hear the Bassline’ med Ms. Thing byder på digital dancehall anno 1984 eller 2084 med auto-tune, sirener og jetmotorer. Og hører man til dem, der ønsker auto-tuneren langt ned i halsen på Cher og T-Pain, vil man stensikkert ændre holdning til den udskældte vokaleffekt efter dette nummer.

Enkelte steder taber albummet desværre pusten med mere ordinære dub-passager, røgslørede Babylon-hyldester og lumre tekster syd for navlen, og udgivelsen dementerer da heller ikke, at det sjældent er studenterhuerne, der strammer på de jamaicanske dancehall-artister.

Det er dog til at leve med, når Diplo og Switch mikser alt fra balstyrisk raggamuffin, eurodance, auto-tunet barnegråd(!) og galaktiske computerlyde. Det er ikke nogen lydefri ekspedition, men når Major Lazer uimponeret udfordrer dancehall-genren, er det svært vanedannende.