Kim LAS

Han kan et eller andet, ham Kim Lavet Af Sand (udover at finde på sjove navne). For det tager bare et par toner på debutalbummet, så er stemningen sat. Og den er dyster, tung og slæbende, mens vokalen stadig minder om en croonende Dave Gahan – ligesom i Money Your Love hvor Kim LAS også har mikrofontjansen.

Men siden førnævntes hit ‘For Kristoffer’ er det som om, den københavnske musiker bevidst har styret udenom den oplagt gode melodi. Og det er synd, for udover at have en af landets bedste vokaler så kan han absolut skrive gode numre. Det beviser han også momentvis på egen hånd. Som for eksempel i omkvædet til åbningsnummeret ‘Løftet’, hvor han synger afslappet og fængende, mens en dyb synthbas danner bunden.

Og mens Kim LAS ikke lokker med lettilgængelighed, så belønner han til gengæld den seriøse lytter med sit stemningsfyldte og næsten filmiske univers. Med ganske få virkemidler – som synth, guitar og lidt trommeloop hist og her – har han formået at skabe et sært dragende album, hvor man faktisk ender med at tilgive ham, at han hele tiden træder på bremsen, bedst som han er ved at ramme noget, der virker. Og så er ‘Morskaben’ og ‘Beviset’ ganske simpelt yderst stærke sange – benspænd eller ej.

Kim LAS. '3 gange – Den Fris lange bange klamme sange'. Album. Fake Diamond/ArtPeople.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af