You Asked: Oh No Ono

Tidligere på gav vi dig mulighed for at stille dit bedste spørgsmål til Oh No Ono. Nu har gruppens medlemmer været ved tasterne. Læs deres underholdende og grundige svar her.

Belle Thorshave: Hvor vigtigt er det for jer med succes i udlandet?

Nis: »Det siger næsten sig selv, at det er vigtigt for os at komme til udlandet. Vi vil gerne ud til så mange som muligt med vores musik. Jeg føler, at vi skylder vores kunstneriske anstrengelser, at satse så meget vi kan. På et personligt plan er det også rart at kunne stå på en scene i Langbortistan og betyde noget for et publikum«.
Nicolai: »Det er meget vigtigt. Mest fordi vi aldrig kommer til at kunne leve af at lave det musik, vi laver, hvis vi kun kan sælge det i Danmark, vores musik er simpelthen for snæver til det danske marked, men hvis vi formår at globalisere det, burde det kunne løbe rundt. Jeg føler ingen trang til at blive verdensstjerne, men jeg vil gerne kunne leve af det, sådan at jeg kan koncentrere mig helt om det. På den måde er det vigtigt. Fordi det, vi brænder for, er at lave musik til mennesker, og des mindre tid vi bruger på alt muligt andet, des mere ny musik kan vi lave«. 

Belle Thorshave: Hvem af jer fester mest?

Nis: »Nico tager teten i denne kategori i øjeblikket. For to år siden skulle der nok have stået mig, Malthe og Kristoffer«.
Malthe: »Det hænger jo nok bare sammen med, hvem der har kærester. Man har ligesom ikke helt den samme udlængsel, når det er tilfældet…«

Buster Ask Taudal Andersen: Hvem betragter I som bandets ‘babe’?

Malthe: »Vi er mange, der arver af Aske og Jens fra Figurines.. Deres garderober er frygtindgydende, og vi andre halser efter som små fede babysæler i ruskindsjakker. For et par år siden var jeg Aske og Kristoffers frisør, men den tid er ovre«.
Nicolai: »Jeg har forsøgt at lancere en teori om at vi er Danmarks flotteste rockband, men den falder ikke rigtig i god jord nogen steder. Det kan virke overdrevet og smagløst, men jeg kan bare ikke se nogen egentlige alternativer – det skulle lige være Lily Electric… Nej okay, jeg giver mig: The William Blakes må være Danmarks flotteste rockband. De er simpelthen alle sammen så flotte – også hver for sig. Men nu handler det hele jo heller ikke om udseendet«.

Lasse Bay: Hvordan kan man, så mange musikere, blive enige om lige netop at spille den slags musik, I gør? Jeg er selv forsanger i et band, hvor de andre medlemmer tit synes, mine idéer er for excentriske og eksperimenterende til, at de vil stå inde for det.

Malthe: »Hvis du har nogle idéer, som de andre ikke forstår, kan du jo gemme dem til et soloprojekt eller overveje, om det er de rigtige, du spiller med. Det er vigtigt for enhver kunstner at få sine idéer forløst, og hvis det ikke kan lade sig gøre i en given sammenhæng, må man jo forlade sin gamle eller skabe en ny ‘ekstra’ platform«.
Nicolai: »Måske skulle du bare finde dig et andet band – i længden bliver du frustreret, hvis du føler du hele tiden skal hive og flå i de andre. Ofte vil dialogen give anledning til nye spørgsmål, ideer til ny musik. Det er meningen, at det skal være sjovt. Jeg tror, vi kan enes, fordi vi hver især er gode til at lege med«.

Freddy: Hvor vigtigt synes I, det er at videreføre den progressive rock i Danmark?

Malthe: »Er det dét vi gør?!«
Nis: »Progressiv rock er en meget lukket konstruktion, som det på sin vis er umuligt at være loyal overfor, om man vil det eller ej. Progressiv rock er jo nok startet som et idégrundlag for, hvordan man arbejder med musik, hvor det handler om at nedbryde grænser, men hvis man siger progressiv rock i dag, tænker man på en meget bestemt periode og lyd (King Crimson, ELP, Genesis, 1970’erne) og dermed noget meget afgrænset; altså en genre (hvem sagde paradoksalt?). Det er straks en anden sag at VÆRE progressiv. Vi vil meget gerne være progressive, hovedsageligt i forhold til os selv, men vi er på ingen måde kunstnerisk loyale overfor noget som helst ud over os selv, og da mindst af alt en genre«.

Rieke Madsen: Læser i Soundvenue eller andre musikmagasiner? Hvis ja, bliver I så inspireret af det i læser – altså hvad andre musikere gør, eller hvordan de gør ting?

Nis: »Ja. Vi er alle sammen vældigt interesserede i, hvad der rører sig. Vi læser både magasiner og litteratur om musik. Og man bliver jo altid pirret, når man læser om nye måder at gøre tingene på. Et udvalg: ’Recording The Beatles’, ’Støjens æstetik’, Wire Magazine, Pitchfork«.
Kristoffer: »Et godt interview kan være virkelig interessant. Jeg bliver nærmest ligeså inspireret af at tale og læse om musik som af at høre musik«.
Malthe: »Ja eller læse/høre om alt muligt andet! Jeg fik en god energi af en artikel om My Bloody Valentines ’Loveless’, da vi indspillede sidste sommer (vist fra et Soundvenue (jeps, #22, red.)) og ligeledes Beatles-bogen, som Nis nævner, men jeg blev mindst lige så inspireret af den mad, vi spiste, EM i fodbold eller af at optage træer«.


Foto: Simon Birk

Camilla: Hvilke numre på ‘Eggs’ er jeres yndlings og hvorfor?

Kristoffer: »’Beelitz’, ‘The Wave Ballet’ og ‘Icicles’ tror jeg umiddelbart er mine favoritter. Alle sange betyder noget helt specielt for mig og er mine yndlingssange på hver sin måde, men jeg har en forkærlighed for det lidt mørke og maniske udtryk, som de tre sange har«.
Malthe: »Jeg elsker først og fremmest ‘Eggs’ som helhed. Skulle jeg vælge bliver det nummer et, to og tre: ‘Eleanor Speaks’, ‘Swim’ og ‘Internet Warrior’… Hmm og ‘Icicles’ og ‘The Wave Ballet’… og ’Beelitz’… bumbumbum… Inderst inde føler jeg nok, at ‘Swim’ og ‘Internet Warrior’ er de to, der står mit hjerte nærmest, og dem jeg har haft de største personlige forventninger til uafhængigt af albummet«.
Nicolai: »’Swim’ var nok det første nummer, hvor jeg følte, vi for alvor havde fat i noget magi. Og det var vist, da vi gik i gang med at mixe ‘Internet Warrior’, at jeg begyndte at føle, at albummet ville komme til at leve op til vores ambitioner«.

Ruben Andersen: Tror I, at I vil fortsætte med den eksperimenterende genre på jeres kommende udgivelser, eller fortsætter I med at finde på nye genre til hvert af jeres album?

Nis: »Er det ikke to sider af samme sag? Jeg mener, hvis vi eksperimenterer, ville det være lidt deprimerende, hvis der ikke resulterer i noget nyt. Jeg tror, vi vil fortsætte med at eksperimentere os frem til noget nyt. Man ved aldrig. Det kan godt være, den næste plade bliver helt ukompliceret og letfordøjelig, men jeg tror ikke, vi kommer derhen uden at eksperimentere os til det«.
Nicolai: »Det er ikke sådan, at vi sætter os ned og finder på en genre og så udfylder den – selvom det også kunne være en sjov måde at arbejde på. Vi lytter alle sammen til vanvittig meget forskellig musik og finder ny musik hele tiden, som vi så præsenterer for hinanden. Ved siden af det har vi forskellige ideer om, hvordan og hvorfor man bør lave musik. Det hele farver os og dermed også det færdige udtryk, som i reglen og allerhelst ligger meget langt fra udgangspunktet. Det hele handler jo i bund og grund også om at overraske sig selv«. 

Ruben Andersen: Tror I, at I kommer til at lave et album igen med samme lyd fra ‘Yes’ og ‘Now You Know’?

Malthe: »’Now You Know’ fik sin lyd af, at vi kastede os ud i at lave en plade uden rigtigt at have prøvet det før. Meget af det er resultatet af valg, man kunne kalde fejl, men som også er charmen ved den. ‘Yes’ følte vi aldrig rigtig blev, som vi havde forestillet os… Det gik nok for hurtigt, og vi var autoritetstro nok til at overholde pladeselskabets deadline. Men alligevel er ideerne så skarpe, at den stadig fremstår som et overbevisende stykke musik… Jeg har svært ved at forestille mig, at vi kommer til at lave noget, som peger tilbage, men vi kommer garanteret til at lave noget mere dansabelt og punket igen – hvis det er det, du mener?? Bare på en anden måde… Jeg synes faktisk, at selve Oh No Ono-sangskrivningen er ret meget den samme, og jeg tror, de fleste af vores sange kunne passe sammen på et album. Det er langt hen af vejen en arrangements- og produktionsmæssig ting, der afgør, om det virker som det ene eller det andet…«

Signe Jakobsen Skytt: Vil I have jeres musik til at gøre noget specielt ved folk?

Nicolai: »Jeg vil gerne have, at vores musik gør folk lykkelige. Det er det mindste, vi kan bestræbe os på, når vi beder dem bruge deres tid på det. Derfor gør vi os meget umage både til koncerter og på plade. Vi gør ikke kun det her for os selv«.
Nis: »Vi vil meget gerne give folk en speciel følelse, både til koncerterne og på plade (jvf. mp3). Nu er det selvfølgelig meget forskelligt, hvordan den enkelte reagerer på musikken, og vi kan ikke kontrollere den specifikke følelse, vedkommende får. Vi forsøger, når vi laver musikken, at tale meget i stemninger og billeder, og så håber vi selvfølgelig, at det har en afsmittende effekt på lytteren/publikum, uanset om det så er det samme billede eller den samme stemning, de får. Til koncerterne forsøger vi så enten at replikere de følelser eller tilføje nye facetter via visuals«.

Lærke: Læste noget om, at Malthe på et tidspunkt under optagelserne til ’Eggs’ havde haft følelsen af, at han havde gjort Gud vred eller noget i den stil. Er I lidt religiøse? :)
Kristoffer: »Nok nærmere overtroiske…«
Malthe: »Ja, lige det jeg skulle til at sige! Jeg er i hvert fald desværre let til at blive barnligt bange for imaginære ting. Den konkrete udtalelse refererer til den nat, vi havde jordskælv i Danmark. Jeg havde arbejdet alene hele natten på klimaksstykket i ’Beelitz’ og i nogle timer gentaget de samme tekstlinjer, som bliver sunget af karakteren Den straffende gud, som jeg i sin tid havde nogle problemer med, da jeg var kæreste med en pige fra Pinsekirken, der blev gravid. Jeg havde generelt nogle helt klare billeder i hovedet af de forskellige karakterer, som skulle synge de forskellige fragmenter af melodi, som sangen er bygget op af. En hel lille operette. Jeg havde været vågen i knap 40 timer i streg, og sangens skizofrene univers blev mere og mere angstprovokerende. Jeg forsøgte at presse mig længere ind i det, som jeg opfattede som sangens kerne og grundfølelse. Lige pludselig kom der en trykbølge gennem kælderrummet, og jeg blev virkelig alvorligt bange. Min første tanke var, at jeg ved et uheld havde hidkaldt en ånd, eller ja; gjort gud vred. Jeg prøvede at arbejde lidt videre med en anden sang, vistnok ‘Swim’ for ligesom at komme lidt ovenpå igen, og fordi jeg ikke turde røre mig ud af stedet. Det virkede bare ikke, og jeg endte med at måtte vente til det blev lyst, før jeg kunne cykle hjem.
Episoden er meget symptomatisk for specielt de sidste ni måneder af ‘Eggs’-processen. Vores personlige velvære og interesser blev langsomt totaludslettet, og vi tjente en fælles vision og forbandelse som slaver af vores egen fantasi. Det er uden sammenligning det mest usunde, jeg har budt mig selv, men også på mange måder den største tilfredsstillelse jeg har oplevet«.


Foto: Simon Birk

Sebastian Sharif: Efter at have set en koncert med jer (den første efter ‘Eggs’ blev udgivet), hvor der blev spillet både nyt og gammelt, synes jeg, at det gamle materiale næsten virkede som en last for jer at spille, som om det bare skulle overstås. Er det ikke svært, når ens nyere materiale er vendt 180 grader i forhold til det gamle?

Malthe: »Ja, du har ret i, at vi ikke var entusiastiske nok omkring de gamle numre til de første par koncerter, efter ‘Eggs’ udkom. Det var naturligvis ikke vores hensigt, men sådan oplevede jeg det desværre også… Jeg tror, det hang sammen med, at vi havde turneret med ‘Yes’ i rigtig lang tid og dengang var nødsaget til at spille alle vores numre hver eneste koncert, ganske enkelt fordi vi ikke havde nok materiale til at kunne variere sætlisten. Derfor nåede vi at blive godt trætte af de sange. I Pumpehuset (den første koncert efter ‘Eggs’ blev udgivet) blev vi mindet om, hvordan vi havde det, sidst vi turnerede, og det var som at hoppe direkte tilbage i et slidt sæt tøj vi for længst var vokset fra.
Problemet var nok også, at vi på det tidspunkt overhovedet ikke kunne se objektivt på hverken de nye eller de gamle sange. Vi var på sin vis også ‘færdige’ med de nye sange efter at have arbejdet med pladen i laaaaang tid. Det blev efterfulgt af et par måneders daglig øvning til koncerterne, og vi havde, da det hele skulle til at gå løs, mere brug for en ferie fra bandet end at spille i Pumpehuset. Odense dagen efter var en katastrofe og vores måske dårligste koncert, siden vi startede. Det hele begyndte at vende, da vi besøgte Aalborg ugen efter. Vi blev enige om i stedet at give ‘Yes’ en længere ferie og har ikke spillet for eksempel ‘Practical Money Skills For Life’ siden. Der var en virkelig god stemning på Studenterhuset i Aalborg, vores familier var der, og alt fra det spillemæssige til vores visuals gik for første gang op i en højere enhed. Vi forstod så småt, hvordan ‘Eggs’-sangene fungerer live og kunne slappe mere af omkring det. Siden da er det blevet bedre og bedre, og faktisk først nu, hvor vi skal på efterårsturné, føler vi os klar til at tage flere gamle numre med og fortolke frit over alt, vi har lavet.
Jeg vil gerne understrege, at jeg stadig rigtig godt kan lide vores gamle ting specielt ep’en. Jeg er småuenig med Oh No Ono anno 2006, der i sin tid producerede ‘Yes’ på den måde, men jeg accepterer det og elsker selve kompositionerne. Når man tænker over det, er lyden nu også virkelig radikalt anderledes end alt andet, der kom på det tidspunkt, og ‘Yes’ er faktisk på en måde mere art og avantgarde end ‘Eggs’«.

Jonas Toft: Kan I fortælle historien bag jeres sublime covernummer af Radioheads ‘Weird Fishes’, som I har spillet live og givet et dejligt psykedelisk twist :-)? Hvordan blev sangen til?

Malthe: »Historien er, at Aske, som ellers var den eneste, der ikke rigtig havde dyrket Radiohead i bandet, havde set lyset i ‘In Rainbows’, og da vi gerne ville præsentere noget unikt til Roskilde, foreslog han et cover af ‘Weird Fishes’… Vi ville ikke spille den i samme version, da det højst kunne blive lidt kedeligere end originalen (jeg elsker originalen men bryder mig ikke om fortolkninger, der ikke byder ind med noget nyt). Arrangementet, som vel låner lidt af ‘My Girls’ af Animal Collective og måske lidt hiphop eller TV On the Radio, kom ret hurtigt frem i øvelokalet, og det er dejligt afslappende at spille live – lidt som da vi spillede ‘Tomorrow Never Knows’… Altså en lang dynamisk opgang…
Hvor mange af vores egne sange kræver mere koncentration at fremføre godt, spiller ‘Weird Fishes’ sig selv. Vi spiller den af samme grund stadig  ind imellem, selvom det egentlig var tænkt som en engangsforestilling til Roskilde. Vi har ikke snakket om at indspille den, men det er da en god idé :) Det er alligevel så tit, at man bliver rykket for b-sider og ekstramateriale af pladeselskaber og så videre. Faktisk er ham, der har lavet musikvideoen til ‘Weird Fishes’ igang med at lave en til vores næste single :)«.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af